Eksplosion på skib: - Det hele gyngede
Foto: Jesper Braae
Lørdag eftermiddag er der sket en eksplosion på et skib i Nykøbing Mors.
Der er tale om en eksplosion på en fiskekutter, og der er også ambulancer, brandbiler og en lægebil på havnen.
Der var en 49-årig muslingefisker ombord på kutteren, da eksplosionen skete, og han er kørt til Thisted Sygehus. Han er udenfor livsfare, og de pårørende er underrettet.
- Vi har talt med ham på sygehuset, og vi er stadig ved at undersøge, hvad der præcist er sket, men vores ide er, at det kan være nogle brændstofdampe, der er gået ild i og har forårsaget eksplosionen, siger Anders Bøje Hansen, der er vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi.
- Det var en voldsom eksplosion, og styrehuset er helt sprunget af.
- Vi har underretet Søfartsstyrelsen og Arbejdstilsynet, og så finder vi ud af om Havarikommissionen vil ud og se på det. Hvorvidt det får retslige konsekvenser for manden, finder vi ud af, siger Anders Bøje Hansen.
Til TV Midtvest fortæller Jesper Braae, som har sommerhus i området, at "det var så det hele gyngede", da eksplosionen skete.
- Det er en voldsom eksplosion. Hele fronten af førerhuset, som er lavet af jern, er rykket af og ligger 20 meter fra skibet.