Bunke med 3000 tons træflis i brand hos virksomhed: Vandforsyning fra nærliggende bæk er oprettet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
I løbet af nattetimerne har branden udviklet sig.
Lige nu er der brand i en kæmpe bunke flis hos Fredsø Vognmandsforretning på Mors.
Klokken 05:43 lød alarmen hos Nordjyllands Beredskab, og det viste sig at omhandle en kæmpe bunke på 3000 tons træflis. Omkring en tredjedel af bunken er i brand.
- Vi kan se ild og røg, der trækker op gennem bunken. Vi er ikke i tvivl om, hvor vi skal gribe ind, siger Mogens Hansen, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab.
Det var ansatte hos en af nabovirksomhederne, der fattede mistanke, da de kunne se røg fra matriklen. De mange tons ligger placeret udenfor og er umiddelbar ikke i fare for at sprede sig.
Selvantændt
- De havde kigget til bunken i går, fordi man anede en lille smule røg. Men da man gravede, kunne man ikke finde noget, siger Mogens Hansen.
Når store mængder træ ligger i lang tid, kan det i forrådnelsesprocessen finde på at selvantænde.
- Det kan godt finde på at selvantænde. Det er ikke unaturligt, og flisbunker ryger tit, fordi der dannes varme, siger indsatslederen.
- Der er heller ingen tvivl om, at den kraftige vind de seneste dage har pustet til det.
Udover Nordjylland Beredskab er også Beredskabsstyrelsen mødt op. De skal hjælpe med at lave en vandforsyning fra den nærliggende Lyngbro Bæk.
- Der er ingen grund til at bruge drikkevand på noget som det her. Også fordi der skal bruges meget vand, siger Mogens Hansen.
Indsatslederen forventer, at slukningsarbejdet herfra vil forløbe i kontrol, men at det vil tage hele dagen, og at hans mandskab muligvis kan forlade stedet sent på eftermiddagen.
Fredsø Vognmandsforretning sælger træflis til blandt andet varmeværker og private.