61-årig blev slået med økse og pådrog sig livstruende skader - nu er gerningsmanden dømt
Genrebillede.
Det 61-årig offer overlevede på trods af de livstruende skader.
En 54-årig mand fra Mors er tirsdag idømt en anbringelsesdom uden længstetid i byretten i Holstebro for et forsøg på manddrab.
Episoden fandt sted den 4. september 2022, hvor den 54-årige nu er dømt for at have forsøgt at dræbe en 61-årig mand, da han overfaldt ham og slog ham mindst tre gange i hovedet med en økse.
- Jeg er tilfreds med, at retten er enig med anklagemyndigheden i, at slagene med øksen var et drabsforsøg, og at retten har fulgt påstanden om en anbringelsesdom uden længstetid, siger anklagerfuldmægtig Emil Bjerg Nyborg, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Valgte betænkningstid
Det 61-årige offer pådrog sig under overfaldet livstruende skader, men trods flænger i hovedet, kraniebrud, hjerneblødninger og hjernekvæstelse overlevede han overfaldet.
Den 54-årige er nu dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling. Byretten i Holstebro valgte på grund af sagens karakter ikke at fastsætte nogen længstetid på dommen.
Den 54-årige valgte efter dommen at tage betænkningstid på 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen.
Den 54-årige er fængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.