Tech-giganten Googles indtog på Mors smigrer borgmesteren
Foto: Daniel Mikkelsen
Borgmester Hans Ejner Bertelsen fortæller, at Googles plan om at opføre en solcellepark på Morsø passer perfekt ind i øens fortælling om at være grøn og miljøvenlig.
Som et af fem steder har Google sat kløerne i et stykke jord på Mors, hvor techgiganten vil opføre en kæmpe solcellepark.
Det kom frem fredag formiddag, at Google vil opføre solcelleparker forskellige steder i Europa til en samlet værdi af knap syv millard kroner. At den ene af parkerne skal placeres på Mors, har smigret den lokale borgmester.
- Jeg bliver jo lidt stolt over, at de har fået øjnene op for vores del af Danmark og vores ø. Og jeg synes jo, at det falder godt ind i den fortælling om, at vi, inden det blev en stor dagsorden i Danmark med klima og energi, faktisk har haft mange vindmøller, et stort biogasanlæg og nu er i gang med det her solcelleanlæg, lyder det fra Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune.
Forventer ikke direkte betydning for øen
De fem solcelleparker får en samlet kapacitet på 160 megawatt, hvilket svarer til kapaciteten fra 32.000 danske huse med soltage. Solcelleparken på Mors, der høster lys på både forsiden og bagsiden af solcellepanelerne, bliver den tredjestørste af de i alt fem solcelleparker målt på megawatt.
Anlægget kommer til at fylde godt 42 hektar land. Men på trods af at Google har valgt at skyde flere millioner i den kæmpe solcellepart på Mors, forventer borgmesteren ikke, at det kommer til at have en direkte betydning for området.
- Jeg tror ikke, at vi kommer til at se arbejdspladser og den slags. Men jeg synes, at det er med til at fortælle, at vi har en ø og en kommune, hvor erhvervslivet virkelig er oppe i gear.
- Vi er også med til at tage vores del af ansvaret, når vi snakker grøn energi, og når vi snakker om at passe på vores klode i det hele taget. Så det er en god fortælling, og det har været en god dag for Mors, hvor vi har fået os placeret på landkortet, siger Hans Ejner Bertelsen.
Solcelleparken på Mors forventes at være i fuld drift i foråret 2020, men den første tredjedel af solcelleparken kobles på elnettet allerede inden årsskiftet.
Udover Mors skal der bygges solcelleparker i Gimming, Næstved, ved Rødby Fjord og på Norddjurs.