Regionen vil afprøve nye former for lægedækning på Mors
Foto: Rune Borre-Jensen (arkiv)
Et nyt projekt skal udfordre lægedækningen på Mors. Regionrådsmedlem Peter Therkildsen (V) er klar til at afprøve en ny model, hvis Sundhedministeriet godkender.
Forretningsudvalget i Region Nordjylland besluttede i går, at der skal afprøves nye former for lægedækning for borgerne på Mors. Det skriver limfjordupdate.dk.
Projektet “Nye Veje” har ikke til hensigt at udfordre praktiserende læger, der arbejder efter overenskomsten. Men modellen har til hensigt at udfordre tænkningen og visionerne om fremtidens primære sundhedsvæsen relation til de ressourcer som Regionshospitalet kan byde ind med.
– Det er min klare opfattelse, at hvis Sundhedsministeriet godkender ansøgningen, kan morsingboerne i fremtiden se frem til at kunne få et sundhedstilbud, som vil være på højde med resten af landet, og som kan være med til at udvikle det nære sundhedsvæsen, siger Regionsrådsmedlem Peter Therkildsen (V) til limfjordupdate.dk.
Han mener, at modellen i første omgang skal medvirke til at løse en udfordring på Mors.
– Det gør vi med baggrund i, at familielægen og praksissektoren har vores fulde opbakning. Her vil jeg godt anerkende, at de praktiserende læger på Mors har ydet en kæmpe indsats for, at alle borgere kunne være trygge, og vi har også vist mange nye veje med lægehuse, flere patienter for hver praksis, opgaveglidning og fleksibilitet. Alt sammen tiltag som nu praktiseres flere steder i Danmark, påpeger Peter Therkildsen.
Det er også baggrunden for, at der nu skal udvikles videre nye modeller til glæde for borgerne.
– Efter min opfattelse, og i kølvandet på de udenlandske læger, som er rykket ind i Ø. Jølby, finder jeg nu, at tiden er inde til at udvikle videre på nogle modeller, som giver flere muligheder. Personligt kunne jeg ønske mig, at flere ville byde ind på at drive praksis, men må indrømme, at det vil være usandsynligt, siger Peter Therkildsen.
Og udfordringen skal løses via et bredt samarbejde.
– Vi ønsker at samarbejde med praksislægerne, kommunen og borgerne for at finde de bedste løsninger. Midt i alt det så vil dialog med læger, som vi kan tilbyde fleksible ansættelser på både hospitaler og i praksis kunne indtænkes, og forhåbentlig styrke muligheder for at tiltrække læger til både hospital og praksis, siger Peter Therkildsen.
Regionen har nu sendt en ansøgning til Sundhedsministeriet og afventer et svar derfra før, at man kan gå videre med planerne, skriver limfjordupdate.dk.