Mors-Thy Håndbold henter ny stregspiller til forårssæsonen
Foto: Mors-Thy Håndbold
21-årige Emil Bergholdt bliver nyt ansigt i truppen hos Mors-Thy Håndbold.
Mors-Thy Håndbold er i lighed med øvrige ligaklubber i fuld gang med at sætte holdet til den kommende sæson.
Klubben har netop skrevet en to-årig kontrakt med stregspilleren Emil Bergholt fra TM Tønder, hvor han har spillet de seneste to sæsoner.
- Mors-Thy Håndbold har nogle gode værdier, som jeg kan identificere mig med: Hårdt arbejde, ydmyghed og alle kender hinanden - meget á la det jeg er vant fra Skjern og ungdomsårene i Tønder. Uden at træde på TM Tønder ser jeg det som et sportsligt step op, og som en mulighed for at udvikle mig endnu mere, end jeg har gjort de seneste sæsoner - mit mål er at blive så god som muligt, og så se hvor det fører mig hen, siger 21-årige Emil Bergholt.
Og så glæder han sig til at blive en del af det helt specielle miljø i Mors-Thy Håndbold.
- Jeg kommer til en klub og et miljø, som er blevet mere og mere professionelt både på og uden for banen, og da jeg første gang snakkede med Søren Hansen om spilkoncept, roller med mere, tænkte jeg: Ham vil jeg gerne træne under, siger Emil Bergholt.
Topklubber valgt fra
Han glæder sig til at få Bette Balkan i ryggen.
- Mors-Thy Håndbold har en fed og intens hjemmebane, hvilket jeg ser som et kæmpeplus. Jeg elsker at spille i haller med kog på, og har altid set Mors og Thisted som nogle fede steder at spille, og jeg glæder mig til at have Bette Balkan som min hjemmebane, siger Emil Bergholt.
Kampen har været hård om at hente Emil Bergholt til Mors-Thy.
- Vi er stolte over, at Emil har valgt Mors-Thy Håndbold frem for flere andre klubber, heriblandt også topklubber. Emil er et stort stregtalent, som træner og spiller med stor ærgerrighed og seriøsitet, og vi får en spiller med et stort potentiale, som giver sig 100 procent hver gang, en vaskeægte fighter med en den rette indstilling, som kommer til at bidrage til holdet på alle måder. Vi har haft nogle spændende møder med Emil, og vi er overbeviste om, at han vil passe godt ind i klubbens setup og kultur, siger sportschef Henrik Hedegaard.