Limfjordsteatret indgår samarbejde med verdenskendt London-museum
Limfjordsteatret har indgået en partnerskabsaftale med det nationale museum for moderne kunst i London, Tate Modern.
LIMeren – Limfjordsteatrets værksted for scenekunst har indgået en partnerskabsaftale med det nationale museum for moderne kunst i London, Tate Modern. Aftalen blev indgået i forbindelse med en inspirationstur til London – og er led i et større skoleprojekt, som er støttet af Lokale Aktions Grupper Thy-Mors (LAG Thy-Mors). Det skriver limfjordupdate.dk.
Tre skoler på Mors og i Thy har skoleåret igennem haft teater og scenekunst på skemaet forestået af LIMeren. Det drejer sig om M. C. Holms Skole, Sydmors Skole og Børnehus samt Hundborg Friskole i Thy. Da skolerne gik på sommerferie, rykkede LIMerens leder, Charlotte Olling Rebsdorf, selv på skolebænken i London for at hente inspiration.
Her har hun blandt andet besøgt kunstmuseet Tate Modern, og igennem tre dage delt tanker og viden med Susan Sheddan, der er leder af museets afdeling for børn og familier.
– De har rigtig gode erfaringer med at få familier til at gå ind i kunstverden og opleve den med helt nye øjne. De arbejder med kunsten som et undersøgelsesrum, og det har været utroligt inspirerende at opleve, hvordan man kan nå længere ud og via børnene række helt ind i familien. Omvendt har vi nogle erfaringer med at sætte scenekunst på skoleskemaet, som de kan bruge, siger Charlotte Olling Rebsdorf.
LAG Thy-Mors har givet 210.000 kroner til projektet. De penge har givet muligheden for at få scenekunsten ind i skolerne, men også betalt inspirationsturen til London.
Det er nemlig begrænset med tilbud til dramainteresserede. Det håber LIMeren, at de med dette nye samarbjede kan komme ud over, og tilbyde en bred vifte af dramatilbud.
– Vi er nogle af dem herhjemme, der har arbejdet mest med at få scenekunsten ind i den åbne skole. Derfor er vi nødt til at kigge til udlandet for at hente inspiration og se, hvordan vi kan transformere nogle af deres erfaringer ind i en dansk virkelighed, siger Charlotte Olling Rebsdorf.