Kvinde stukket ned – gerningsmanden forsøgte efterfølgende selvmord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En kvinde blev natten til fredag såret, da hun blev stukket ned med en kniv i Nykøbing Mors. Gerningsmanden stak af og kørte galt, hvorefter han forsøgte selvmord.
En 38-årig kvinde blev alvorligt såret af knivstik ved en voldsepisode i Nykøbing Mors natten til fredag. Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at en 54-årig mand er anholdt sigtet for voldsepisoden, og at manden skulle være kvindens ekskæreste.
Manden stak efterfølgende af, men senere på natten fik politiet oplysninger om, at en bil var kørt i grøften på Mors på Vestmorsvej. Ved ankomst til stedet fandt politiet den formodede gerningsmand i bilen, hvor han var i gang med at forsøge at begå selvmord ved at stikke sig selv i halsen. For at stoppe manden måtte politiet skaffe sig adgang til bilen ved hjælp af deres tjenestevåben. Den formodede gerningsmand blev herefter indbragt til Viborg Sygehus, hvor han efter operation nu er uden for livsfare.
Den formodede gerningsmand vil senere i dag blive krævet fængslet i Grundlovsforhør.
Kvinden blev fløjet til Aalborg Sygehus, hvor Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at hun er blevet opereret og er uden for livsfare.