Enighed på Mors: Budgettet er på plads
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST
Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune er glad og tilfreds med budgetforliget for 2019.
En samlet kommunalbestyrelse står bag budgetforliget for 2019 i Morsø Kommune, hvor der ikke er lagt op til besparelser.
Halvanden dag med debat. Det var, hvad der skulle til for at komme frem til et budgetforlig for 2019 i Morsø Kommune.
Forhandlingerne startede til budgetseminar i Viborg torsdag morgen, og fredag formiddag kunne borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) med glæde meddele, at forliget er på plads.
- Det er utrolig dejligt, at vi kan fortsætte den tradition, hvor vi er enige. Det giver en styrke, at vi har et budget, som alle kan se sig selv i, siger borgmesteren.
Der skal ikke spares
Borgmesteren er sparsom med detaljerne for budgetforliget, men han bekræfter dog en væssentlig detalje.
- Vi skal ikke ud og finde besparelser, så det er rigtig dejligt, siger Hans Ejner Bertelsen.
Det skyldes blandt andet, at kommunen er blevet tilgodeset 13 millioner kroner til budgettet fra særtilskudspuljen for vanskeligt stillede kommuner. Millioner, der gør en reel forskel for kommunens udvikling.
Borgmesteren fortæller også, at der ikke rokkes ved skatteprocenten på 25,8 og grundskyldspromillen på 24,68, men hvad forliget ellers indeholder, vil han ikke ind på.
Det afsløres først på mandag, hvor borgmesteren og gruppeformændene i fællesskab vil præsentere indholdet af budgettet.