Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter minkeventyret kæmper Gjøl med at finde en ny identitet

Foto: Ivan Johan Hansen / TV2 Nord

I 2020, da minkene på Erik Westergaards minkfarm på Gjøl blev aflivet, var det ikke et nemt farvel for den mangeårige avler. (Arkivfoto)

I nærheden af hver 10. familie på Gjøl mistede sit levebrød, da minkerhvervet blev fortid på halvøen.

Med udsigt udover Limfjorden ligger minkfarm efter minkfarme på række langs Hovvej i landsbyen Gjøl. Det ellers så livlige og larmende område i det lille samfund har både været og stået stille de seneste tre år, efter minkavlerne slog de sidste af deres mink ned.

Alene på Hovvej ligger 18 minkfarme. Fælles for dem er, at de endnu står intakte og venter på at blive revet ned, mens deres ejere fortsat venter på den bebudede erstatning. Derfor er der endnu ikke meget, der har ændret sig på Gjøl.

Landsbyen har siden 1940’erne været hjem for minkavlere, og i en menneskealder har minkbranchen været Gjøls altoverskyggende erhverv. Næsten hver tiende familie på Gjøl arbejdede i 2020 i minkbranchen, men den 4. november 2020 blev bunden slået ud på de familier, da alle mink blev beordret aflivet.

For den tidligere minkavler Erik Westergaard var det bestemt ikke en nem tid i dagene efter, at han fik at vide, at alle hans mink skulle aflives.

Nu er både minkavlerne, familierne og byen imidlertid klar til at finde fodfæste på ny og komme videre, selvom nedlukningen af halvøen vigtigste erhverv stadig er et åbent sår, der mangler at hele.

- Vi havde det ad h… til. Det havde vi simpelthen. Det smadrede nærmest hele samfundet, for du skal tænke på, at Gjøl er verdens største koncentration af minkfarme, så det ramte maksimalt herovre, siger Erik Westergaard, der siden 1980’erne har drevet minkfarm på Gjøl.

Når et lys slukkes, tændes et nyt

I sine sidste år som minkmastodont stod Gjøls minkavlere for 12 procent af hele Danmarks minkproduktion, mens de 39 minkfarme udgjorde ti procent af boligerne i den lille by, så minkavl betød selvsagt noget for alle på Gjøl.

Var man ikke selv i familie med minkavlere, så var man venner med minkavlere eller ens børn var venner med minkavlere – anderledes kunne det ikke være.

- Vi har tumsindige, kede af det og meget spændte på, hvad betyder det her nu for byen, for minkene har bragt stor velstand til byen, siger Lisbet Emmery, der er bestyrelsesmedlem i Gjøl Borger- og erhvervsforening, om dagene efter minkene pludselig blev fortid på Gjøl.

I dag er der omvendt ingen på Gjøl, der fortsat er i minkbranchen. På den måde er 80 års lokalhistorie med ét blevet et overstået kapitel, men det får ikke landsbyen til at give fortabt i jagten på et nyt kapitel.

På Gjøl ser de mulighederne og ikke begrænsninger, siger Lisbet Emmery fra byens borger- og erhvervsforening.

Når de mange kilometer minkhaller på Gjøl en dag er væk, så giver det nemlig nye muligheder. I mange år har minkfarmene nemlig givet begrænsninger for, hvordan Gjøl kunne udvikle sig, men når minkhaller forsvinder, så åbner det op for et nyt eventyr.

- Der er flere minkavlerne, som er meget interesseret i, når farmene bliver fjernet at sælge noget jord, lave nogle udstykninger, og noget af det ligger fantastisk med udsigt ud over fjorden, så nu kan vi få nogle nye udstykninger i byen og tiltrække nogle nye familier til at flytte herover, siger Lisbet Emmery.

Når minkfarmene på et tidspunkt forsvinder, så forsvinder også en række miljø- og afstandskrav, der gør, at helt nye områder på Gjøl kan komme i spil som både industri- og boligområder.

For tre år siden så fremtiden mørk ud for det lille samfund på halvøen Gjøl. Nu skal en ny masterplan omvendt vende mørke til lys.

Et nyt kapitel

Før det nye eventyr på Gjøl for alvor kan komme i gang, så kræver det dog, at minkavlernes farme bliver takseret og revet ned, inden avlerne også skal have deres længe ventede erstatning, og det kan fortsat have lange udsigter.

De første sager er endnu ikke helt afsluttet endnu, fordi både staten og avlerne på skift klager over afgørelserne, og det får mange avlere til at holde igen med at sende deres ansøgning om kompensation afsted, ligesom det også gør processen lang.

- Få nu der her afsluttet og få de penge ud at arbejde, for det er helt klart, at vi sprudler og har brændt for at bygge noget op igennem hele livet. Det er en erhvervsbremse det her, så det vil noget, siger Poul Frederiksen, der i generationer har holdt mink på Gjøl.

Mange tidligere minkavlere er da også allerede begyndt i en ny branche. Selvom de fortsat har et uafsluttet kapitel i deres liv, så er de godt klar over, at både de og Gjøl skal starte et nyt kapitel.

Selvom det er et hårdt slag, så ved de to tidligere minkavlerne på Gjøl, Erik Westergaard og Poul Frederiksen, også godt, at det ikke nytter at dvæle ved fordoms storhed, og hvad der var engang.

De første tegninger til hvad det kapitel skal være ligger også allerede klar, for nu skal et nyt eventyr sættes i gang for Gjøl 2.0

- Vi håber, at der kommer endnu flere hertil, når vi får nogle spændende byggegrunde, som de kan bygge på, siger Lisbet Emmery

Så Gjøl giver ikke op?

- Nej, aldrig, svarer Lisbet Emmery.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.