Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Afsløring: Kontroversiel sportsjournalist starter nyt medie med AaB-profil

Den udskældte journalist Michael Qureshi, der har opdigtet falske kilder, træder i et interview med TV2 Nord frem i offentligheden igen. Han skal være redaktør på et nyt medie om Aalborg.

Journalisten Michael Qureshi, der er kendt for at have opdigtet kilder til sine udenlandske fodboldhistorier, starter i selskab med flere prominente nordjyske navne et nyt medie op med fokus på Aalborg. Det kan TV2 Nord i dag fortælle.

Mediet hedder Migogaalborg.dk og skal være et sted, hvor nordjyder blandt andet kan holde sig opdateret om oplevelser i byen. Samtidig kommer mediet til at have store nordjyske personligheder til at blogge om deres arbejde og privatliv.

Ejerkredsen består af journalist Michael Qureshi, AaB-spilleren Thomas Enevoldsen og mændene bag ’Gastromand’. Thomas Enevoldsen bliver direktør i firmaet, mens Qureshi skal være redaktør på mediet.

- Min troværdighed er ikke et tema på det nye medie. Alle interview med vores kilder bliver sendt til godkendelse. Vi fortæller historier, hvor afsenderen gerne vil have citater ud. Så der bliver ikke nogle ting, hvor min troværdighed kommer i spil, siger Michael Qureshi til TV2 Nord.

Min troværdighed er ikke et tema på det nye medie. Alle interview med vores kilder bliver sendt til godkendelse.

Qureshi blev landskendt som journalisten med de falske kilder, da TV3 Sport tilbage i december afslørede, hvordan Qureshi under sit arbejde på blandt andet BT og Ekstra Bladet igennem flere år har benyttet pseudonymer på mange af sine fodboldhistorier fra udlandet – udenlandske kilder, som ifølge Qureshi eksisterer under et rigtigt navn, men som hans tidligere chefer endnu ikke har set bevis for findes i virkeligheden.

- Det er vigtigt at forstå, at jeg bliver en lille brik i det her medie med en masse nordjyske ildsjæle. Min personlighed skal ikke fylde det hele. Jeg skal primært være redaktør og spare med vores freelancejournalister, siger Michael Qureshi.

Er det ikke paradoksalt, at du skal oplære freelancejournalister i at skrive, hvor der også er etiske regler. Den opgave kan du vel ikke påtage dig efter din sag?

- Det må andre vurdere. Det har dem i ejerkredsen vurderet. Det er jo, fordi jeg brænder for at skrive og formidle historier. Der bliver ikke noget med, at vi erfarer noget eller afslører noget. Man tager udgangspunkt i en positiv historie, og den vil vi gerne formidle, og der bliver ikke noget etisk problem, siger Michael Qureshi.

Direktøren i firmaet, AaB-spilleren Thomas Enevoldsen, har kendt Michael Qureshi i over 10 år.

- I Iøbet af den her proces har der været rigtigt mange inde over, og der er ikke én, der har sat spørgsmålstegn ved Michael som person. De kender hans sag, men når de har mødt ham, har de været rigtigt positive omkring det, så der er jeg heller ikke så bekymret, siger Thomas Enevoldsen til TV2 Nord.

Men troværdigheden er trods alt vigtig i sådan en branche her. Du er ikke bange for, at den troværdighed - ved at have MIchael Qureshi med - bliver sat på spil?

- Det kan godt være, den gør i starten, men det er op til os at leve op til troværdigheden, så folk tror på det. Det kan jeg ikke se, hvorfor det ikke vil komme til at ske, for det er jo ikke sådan, vi kommer til at skrive artikler, der ikke passer, Thomas Enevoldsen.

Qureshi blev efter afsløringerne fyret fra sin daværende arbejdsplads Ekstra Bladet, mens specialforeningen Journalisterne under Dansk Journalistforbund ekskluderede ham. Qureshi blev samtidig smidt ud af foreningen Danske Sportsjournalister, hvor han sad i bestyrelsen.

- Der ingen tvivl om, at jeg har fejlet og svigtet. Men for mig er det også en branchesag. Jeg tror ikke, at Hr. og Fru Jensen har nogen interesse i, hvad der er sket med nogle udenlandske kilder. Jeg har jo ikke hængt nogen ud, hvor vi er blevet nødt til at trække det tilbage, siger Michael Qureshi.

- Jeg skal ikke forsvare, hvad jeg har gjort, men har jeg fortjent at være 24 dage i pressen for en branchesag, folk ikke forstår? Det ved jeg ikke. Det må andre vurdere. Jeg vil ikke være offeret, men jeg synes måske også, det har været lidt ude af proportioner

Folk har jo siddet og læst citater op, som var løgn?

- Det må læserne være kede af. Jeg kan ikke kommentere på det helt konkrete.

Du siger, det ikke er gået ud over Hr. og Fru Jensen. Det er jo dem, der betaler for aviserne og holder medierne i gang. Så har det vel om nogen gået ud over dem, når det, der har stået i aviserne, ikke har været rigtigt?

- Det kan du godt have ret i. Og jeg er altså virkelig ked af det og har bebrejdet mig selv. Jeg har brugt nogle metoder, som er uforenelige med det, jeg skulle. Men jeg har ikke hængt nogen ud. Der er ikke nogen, der har ringet og raset til Ekstra Bladet og sagt, at det der ikke passer.

Det er vel, fordi de ikke har vidst, at det var falske kilder, der har sagt det. Uanset om det er positivt eller negativt, så har det vel været løgn, hvad der er blevet skrevet, fordi du har opfundet historierne?

- Nu lægger du jo også dine ord ind i, hvad der er sket i sagen. Og jeg ønsker virkelig ikke at gå i detaljer i sagen, for jeg synes ikke, det gavner nogle parter. For mig er det en lukket dør, og jeg bliver simpelthen nødt til at komme videre i mit liv end hele tiden at gå i detaljer på, hvad der sket, siger Michael Qureshi.

Jeg har brugt nogle metoder, som er uforenelige med det, jeg skulle. Men jeg har ikke hængt nogen ud. Der er ikke nogen, der har ringet og raset til Ekstra Bladet og sagt, at det der ikke passer.

Siden skandalesagen begyndte at rulle har flere medier trukket flere hundrede af Michael Qureshis artikler tilbage. Senest i marts politianmeldte BT Qureshi for 40.000 kroner for forhold om betalinger til en konto på Isle of Man. Qureshi er dog hverken blevet sigtet eller tiltalt i sagen.

Derudover har Egmont-koncernen, der udgiver fodboldbladet Goal, efter en intern undersøgelse inddraget skattemyndighederne i sagen om Qureshi.

Michael Qureshi, der bor med sin familie i en forstad til Aalborg, har siden afsløringerne i december ikke udtalt sig til pressen. Han er ikke længere aktiv på mediet Twitter, hvor han har over 10.000 følgere, og i en periode lukkede han sin Facebook-profil ned.

TV2 Nord har dog i et halv times langt interview for rullende kamera konfronteret Qureshi med blandt andet de opdigtede kilder som Oscar Rodriguez og Francesco Pierini, og hvorfor Qureshi ikke vil gå til sine tidligere chefer med deres rigtige navne.

Interviewet bliver sendt i sin fulde længde på TV2 Nord Salto klokken 21.30 mandag aften. Derudover vil det blive lagt op på tv2nord.dk i løbet af dagen.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.