Kæmpe ros til særligt én person i Mia-sagen: - Bør få ridderkorset!
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord
- Oftest kritiserer vi jo politiet. Men det er epokegørende flot politiarbejde, som de har lavet i Nordjyllands Politi.
Talen er klar og rosen ligefrem.
- Det er der, hvor jeg siger, at hvis de løfter bevisbyrden, og der kommer en dom - så bør han få et ridderkors.
Det har krimiekspert og forfatter til flere bøger, blandt andet om Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Peer Kaae sagt til Se&Hørs krimipodcast i sagen om Mia Skadhauge Stevns død og forsvinden sidste år.
Over for TV2 Nord fortsætter rosen af Nordjyllands Politi i almindelighed - men Frank Olsen, lederen af efterforskningen, i særdeleshed.
- Den respekt Mia omtales med – for det er så forfærdelige detaljer - og den måde han fremlægger det; jeg er dybt imponeret, siger Peer Kaae og forklarer, hvad særligt vicepolitiinspektør Frank Olsen gjorde så godt.
- Alene det at han bruger hendes fornavn, siger det er en sag, der ligger ham på sinde og skal løses. Det er hans livs sag - selvom han har haft andre store, og han sikkert ikke har sovet 3-5 dage, siger forfatteren og henviser til Frank Olsen, der blandt andet også har haft sagen om eks-kærestedrabet på Hasseris Gymnasium.
Sammenligner med Emilie Meng-sagen
Peer Kaae har skrevet i true crime-genren siden 2010. De fleste af hans historier handler om uopklarede krimisager.
Nordjyllands Politi skiller sig positivt ud i den forfærdelige bunke af sager, men i særligt én sag gør de det stik modsatte - og rigtige:
- Jeg er dybt imponeret, fordi vi ser Emilie Meng-sagen går skævt i de første timer. De får ikke sikret spor. Her går de (Nordjyllands Politi, red.) ud og gør det, de skal gøre. De har lært noget. De tager sagen alvorligt. De bruger befolkningen så klogt, lyder Peer Kaaes analyse.
Begge sager er såkaldte fjerndrab. Dengang forsvandt 17-årige Emilie Meng, ligesom Mia, efter en bytur i juli 2016, men sagen er fortsat uopklaret.
En nål i en høstak
Emilie Meng-sagen skete ifølge Peer Kaae på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig lige da politiet holdt ferie.
Og selvom sagen om Mia Skadhauge Stevn fik stor bevågenhed og har berørt mange, så var det ikke kun for det dårlige.
- De får jo hele Danmark med - det er vigtigt i sådan en sag, for så får de oplysningerne, de skal have, siger Peer Kaae med henvisning til blandt andet videomaterialet fra private.
Netop fordi det er et fjerndrab, som Peer Kaae kalder det sværeste, var det ekstremt vigtigt for efterforskningen at bruge befolkningen.
En nål i en høstak, kalder han det.
- Så han skal ha' det ridderkors, slutter forfatteren sin ros.
Retssagen mod den sigtede 37-årige mand i Mia-sagen indledes til juni.
Han er tiltalt for tre forhold:
Drab, voldtægt og usømmelig omgang med lig. I følge hans forsvarer forventer han at erkende det ene. Det kan du læse om HÉR.