Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et år efter Mia forsvandt: Forsvarer forventer, at 37-årig kommer med forklaring

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Mette Grith Stage er forsvarer for den 37-årige mand, som er sigtet for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn

I snart et år har en 37-årig mand fra Vendsyssel siddet varetægtsfængslet. Han er sigtet for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn mellem 6. og 9. februar sidste år.

Den 37-årige mand blev anholdt 9. februar sidste år. Dagen efter blev han sammen med en jævnaldrende mand fremstillet i et lukket grundlovsforhør, og mens politiet siden har droppet sigtelserne mod den anden mand, så har den 37-årige siddet varetægtsfængslet siden 10. februar.

- Min klient nægter sig skyldig i drab, som han gjorde i grundlovsforhøret, siger hans forsvarer Mette Grith Stage.

Den 37-årige har frivilligt accepteret at varetægtsfængslingen er blevet forlænget hver fjerde uge.

- Det er noget, som foregår på mit råd, og man kan på ingen måde tage til indtægt, at han er skyldig. I så alvorlige sager er der ikke skyggen af chance for, at man bliver løsladt, siger Mette Grith Stage.

Sagen har kørt for lukkede døre

Sagen har siden grundlovsforhøret 10. februar sidste år kørt for lukkede døre. Det betyder, at kun sigtelsen mod den 37-årig er offentlig. Hans forklaringer i retten er afgivet for lukkede døre, og offentligheden får først indsigt i sagen, når den kommer for retten.

Se interview med Mette Grith Stage om Mia-sagen:

22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade. Hun blev sidst set på Vesterbro i Aalborg 6. februar om morgenen, hvor man på videoovervågning kunne se, at hun satte sig ind i en sort bil. Hvordan den sigtede blandt andet forholder sig til det, er uvist.

- Jeg tror, at han vil udtale sig i retten og komme med sin forklaring, men da sagen har kørt for lukkede døre må jeg ikke fortælle om den, og jeg kan ikke fortælle, hvordan han forholder sig til videoovervågning, så vil jeg afsløre hans forklaring, siger Mette Grith Stage.

Tidslinje: Mia-sagen

7. februar 2022 - Mia forsvinder - og bliver efterlyst
22-årige Mia Skadhauge Stevn efterlyses 7. februar 2022 af Nordjyllands Politi efter, at hun senest er set i Jomfru Ane Gade natten mellem 5. og 6. februar. Senere samme dag kommer det frem, at Mia Skadhauge Stevn sidst er set stige ind i en mørk personbil på Vesterbro i Aalborg.

9. februar 2022 - To mænd bliver anholdt - sigtes for drab
Onsdag 9. februar kort før middag slår Nordjyllands Politi efter flere dages intens efterforskning i sagen til og anholder to mænd, som begge bliver sigtet for at have slået Mia Skadhauge Stevn ihjel.

De to mænd bliver sigtet, selvom man på dette tidspunkt ikke har fundet Mia Skadhauge Stevn, men efterforskningen peger på, at hun er død - og derfor sigtes de to for drab.

10. februar 2022 - 36-årig fængsles - den anden mistænkte løslades
Efter et grundlovsforhør i Retten i Aalborg bliver den 36-årige mand, der i dag er eneste mistænkte i sagen, varetægtsfængslet i fire uger. Den anden mistænkte bliver løsladt og Vestre Landsret stadfæster dagen efter rettens kendelse. Denne mand bliver senere komplet renset og man ved i dag, at han ikke har noget med drabet at gøre.

10. februar 2022 - Dele af et menneske fundet i Dronninglund Storskov
Efter anholdelsen af de to mistænkte efterforsker politiet både på de sigtedes bopæle, i et sommerhusområde i Saltum, omkring det daværende Reno Nord i Aalborg samt i Hammer Bakker og Dronninglund Storskov.

Om aftenen 10. februar indkalder Nordjyllands Politi til pressemøde på politigården i Aalborg. Her kan vicepolitiinspektør Frank Olsen fortælle, at man har fundet dele af et menneske i Dronninglund Storskov - og at man formoder, der er tale om Mia Skadhauge Stevn.

12. februar 2022 - Den døde identificeres endeligt
Nordjyllands Politi kan 12. februar fortælle, at de dele af et menneske, der blev fundet i Dronninglund Storskov to dage forinden, stammer fra den forsvundne Mia Skadhauge Stevn.

13. februar 2022 - Fakkeltog gennem 'Gaden'
Drabet på Mia Skadhauge Stevn satte hurtigt fokus på unge kvinders tryghed i nattelivet - eller mangel på samme. Præcis en uge efter det, der skulle vise sig at blive den 22-årige kvindes sidste bytur, gik omkring 100 unge mennesker derfor fakkeltog gennem Aalborg for at mindes den 22-årige kvinde samt den på tidspunkt forsvundne Oliver Ibæk Lund og for at sætte fokus på tryghed i nattelivet.

4. marts 2022 - Mia Skadhauge Stevn bliver bisat
Mia Skadhauge Stevn blev 4. marts bisat fra Budolfi Kirke i Aalborg.

Det er almindelig praksis i alvorlige sager som denne, at offentligheden først kan få kendskab til sagen, når den kommer for retten.

- Det er klart, at jeg ved nogle ting, og politiet og anklagemyndigheden ved nogle ting, men der er ikke noget ved den her sag, som er anderledes. Dørene er lukkede og den sigtedes forklaring bliver først offentliggjort i retten, hvis han ønsker at udtale sig, siger den 37-åriges forsvarer.

Sagen er forhåndsberammet til at foregå i Retten i Aalborg over otte retsdage fra 7. til 29. juni 2023.

Efterforskningen er afsluttet

Nordjyllands Politi meldte i sidste uge ud, at de havde afsluttet efterforskningen i sagen og overgivet den til anklagemyndigheden.

Det betyder, at der i de kommende måneder ligger et stort arbejde foran anklagemyndigheden med en grundig gennemgang af hele sagens meget omfattende materiale, som politiet gennem et langvarigt efterforskningsarbejde har tilvejebragt.

Det oplyste specialanklager ved Nordjyllands Politi Mette Bendix, som samtidig slog fast:

- Først når vi har afsluttet dette arbejde, vil anklagemyndigheden tage stilling til sagen. Derfor kan vi ikke udtale os nærmere om selve tiltalespørgsmålet for nuværende.

Den 37-åriges forsvarer Mette Grith Stage forventer, at sagen kommer til at køre ved retten i Aalborg i henhold til den tidsplan, som er lagt, og at Anklagemyndigheden i løbet af fire til seks uger har udarbejdet et anklageskrift i sagen mod den 37-årige.

- Når anklagemyndigheden kommer med anklageskriftet vil jeg nøje gennemgå det med min klient og se på vidnelisten, og så vil vi vurdere, om der er vidner, som vi gerne vil have indkaldt, siger Mette Grith Stage.

Se interview med Mette Grith Stage om, hvorfor hun har påtaget sig opgaven at være forsvarer for den 37-årige sigtede:

Forsvarer: Hårdt for min klient at være varetægtsfængslet

Den 37-årige mand har siddet varetægtsfængslet i snart et år.

- Det har selvfølgelig været rigtig hårdt for min klient. Man sidder låst inde i 23 timer i døgnet, og når man er sigtet for så alvorlig en forbrydelse, så er det endnu hårdere at være varetægtsfængslet. Man ser ikke med milde øjne på den slags i arresthusene fra andre kriminelle, siger Mette Grith Stage.

Hun ønsker imidlertid ikke at kommentere yderligere på den 37-årige forhold i det arresthus, hvor han sidder varetægtsfængslet.

Samme dag som den 37-årige blev varetægtsfængslet holdt Nordjyllands Politi pressemøde om sagen. Her fortalte vicepolitiinspektør Frank Olsen, at man havde fundet dele af et menneske i Dronninglund Storskov, som formodes at være Mia Skadhauge Stevn, og retsmedicinske undersøgelser bekræftede 12. februar sidste år, at det var den 22-årige kvinde, der var blevet fundet dele af i Dronninglund Storskov.

Nordjyllands Politi foretog også omfattende tekniske undersøgelse i og omkring den 37-årige mands bopæl i Vendsyssel. Her ledte politiet efter spor af den 22-årige kvinde.

Den 37-årige mand har under varetægtsfængslingen solgt huset.

- Jeg har ingen kommentarer til, hvorfor han har solgt huset, men det giver ingen mening at have et hus, mens man sidder i arresten, men man kan ikke lægge noget i det, siger Mette Grith Stage.

Forsvarer: Overvejede det en ekstra gang

Den 37-årige mand har under sagen skiftet forsvarer, og han henvendte sig efter varetægtsfængslingen til den kendte forsvarsadvokat for at høre, om hun ville tage hans sag. Hun sagde dog først ja efter noget betænkningstid.

- Jeg gjorde jeg mig faktisk en ekstra overvejelse og sagde ikke ja på stående fod. Det var, fordi jeg tænkte, om jeg orkede det cirkus, som følger med sådan en sag, og det er det med at blive kontaktet af almindelige pæne mennesker, som gerne vil fortælle, hvilket dårligt menneske man er, fordi man repræsenterer en, som er sigtet for så alvorlig kriminalitet, siger hun.

Mette Grith Stage overvejede en ekstra gang om hun ville tage sagen. Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Mette Grith Stage er kendt fra en række store sager og har gennem mange år udelukkende beskæftiget sig med straffesager.

Hun har blandt andet været forsvarer for en af de personer, som i den såkaldte Krudttønde-sag blev beskyldt for at have hjulpet Omar El Hussein med at udføre et terrorangreb mod synagogen i Krystalgade i København, efter at El Hussein allerede have udført sit terrorangreb mod Krudttønden.

Mette Grith Stage har også været forsvarer for et højtstående medlem af Hells Angels i 'Den Store Rockersag'. Her var hendes klient tiltalt for som bagmand at have beordret to drab på medlemmer af en rivaliserende gruppering samt at have besiddet et større våbenlager og en sprængningsklar bombe.

- Når man er forsvarsadvokat, så er det min opfattelse, at man har pligt eller et kald til at tage de sager, som kommer, og alle har ret til en forsvarer, og det er uanset, hvad de er sigtet for, og så ved vi jo heller ikke på forhånd, om de er skyldige eller uskyldige, og vi kan jo ikke have et retssamfund, hvor det kun er de uskyldige, som kan få en advokat, siger Mette Grith Stage.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.


Borgerservice til Sæby-patienter uden MitID: - Ring på onsdag

Foto: Google Maps, grafik af Mie Leonora Heiberg

Patienter uden MitId kommer bagest i køen til at vælge læge, lyder bekymringen fra pårørende. Men borgerservice har løsning klar.

- Det er under al kritik.

Sådan lyder det prompte fra Christina Jensen. Hendes 79-årige far Kaj Jensen er én af de patienter, der er tilknyttet Lægehuset Sæbygårdvej i Sæby, og som onsdag i næste uge skal søge læge på ny.

Problemet er, at hendes far er fritaget for MitID.

- Han har ikke prædikatet som senil, men han er tæt på. Så han har brug for min hjælp, siger datteren.

Hun frygter derfor, at han og flere andre som ham bliver tilsidesat, når der 27. november klokken 9.00 åbnes op for, at lægehusets cirka 4850 patienter får mulighed for at søge ny eller eksisterende læge.

Det sker, fordi lægehuset på grund af lægemangel reducerer antallet af patienter til 4000. Patient-pladserne vil blive fordelt efter 'først til mølle'-princippet.

- Så kommer alle dem uden MitID bag i køen. De er jo fuldstændig på Herrens mark de her mennesker. Der er mange rigtig svage mennesker, som ikke kan få samme hjælp, som jeg kan give min far, siger Christina Jensen.

Og det kan i værste fald betyde, at hendes far komme til at få langt til læge og skal have hjælp med transport, lyder bekymringen.

Kan ringe ind

Men det maner chef for Center for Kultur og Borgerservice i Frederikshavn Kommune, Steen Lindgaard, til jorden. De patienter, der er frataget for MitID, kan nemlig ringe ind og ordne sagen.

- Alle patienter i lægehuset har modtaget information fra Region Nordjylland om, at man kan kontakte kommunen telefonisk, hvis man ikke er i stand til at lave lægeskift digitalt, skriver han i en mail til TV2 Nord.

Sådan gør Sæbygårdvej-patienter uden MitID:

  • Ring til Borgerservice på kommunens hovednummer 98 45 50 00, 27. november mellem 9.00-12.00. Det er ikke muligt at lave lægeskiftet før.

  • Efter klokken 12.00 kan du ringe til den digitale hotline, der er åben til klokken 20.

  • Pårørende har mulighed for hjælpe telefonisk. Borgerservice skal dog sikre, at den som skal skifte læge er indforstået. For eksempel ved at der er oprettet en fuldmagt – enten skriftligt eller digitalt.

  • Hav dit sygesikringsbevis klar, når du ringer.

Har ikke fået besked

Det er gode nyheder for Christina Jensen, der ellers har fået flere forskellige ting at vide, når hun har ringet til kommunens borgerservice om sagen.

Her fik hun i første omgang at vide, at hendes far skulle møde fysisk op på borgerservice i Sæby 28. november, altså dagen efter, der var åbnet digitalt op for lægesøgningen.

I anden omgang har hun dog også fået at vide, at hun kan få håndteret hendes fars lægevalg over telefonen 27. november.

Men den besked har de altså ikke fået andre steder.

- Jeg har været forbi min fars postkasse her til morgen, der lå ikke noget, så det var heldigt, at jeg ringede igen, siger hun.

Steen Lindgaard vil ikke kommentere på den konkrete sag, men har sendt TV2 Nord det pågældende brev, borgerne skulle have modtaget fra Region Nordjylland og lægehuset. Til dem uden MitID skulle beskeden ligge i form af et fysisk brev i deres postkasse.

Brevet fra Region Nordjylland

Din nuværende lægepraksis, Lægehuset Sæbygårdvej, skal pr. 01.02.2025 have reduceret antallet af patienter. Du skal derfor vælge lægepraksis.

Lægehuset Sæbygårdvej videreføres på samme adresse

Du kan vælge mellem Lægehuset Sæbygårdvej eller en anden lægepraksis, der har åben for tilgang af patienter.

Vær opmærksom på at du gebyrfrit kan vælge lægepraksis i perioden fra og med den 27.11.2024 kl. 9.00 til og med den 17.12.2024. Valg af lægepraksis er kun gebyrfrit, hvis du vælger med virkning pr. 01.02.2025.

Du beholder din nuværende lægepraksis indtil da.

Valg af lægepraksis registreres i den rækkefølge valget foretages. Bliver Lægehuset Sæbygårdvej fyldt inden 17.12.2024, vil du ikke længere kunne tilmelde dig denne, men må vælge en anden lægepraksis med åben for tilgang af patienter.

På borger.dk/valg-af-læge kan du se, hvilke lægepraksis du kan tilmelde dig. Hjemmesiden viser dine aktuelle valgmuligheder og opdateres løbende.

Du skal vælge lægepraksis elektronisk med MitlD via borger.dk/valg-af-læge eller din kommunes hjemmeside.

Har du ikke mulighed for at vælge lægepraksis elektronisk, skal du i stedet ringe til din kommune. Valg af lægepraksis kan ikke ske ved henvendelse til regionen.

Hvis du ikke inden den 18.12.2024 har valgt lægepraksis, tildeler kommunen dig en lægepraksis.

Journal
Din journal vil automatisk blive overført til din nye lægepraksis.

Hvis du ikke ønsker din journal overdraget til din nye lægepraksis, kan du i forbindelse med dit valg af lægepraksis afkrydse i "Min læge skal ikke have overdraget journal". Din journal vil herefter blive overført til og opbevaret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Sundhedskort

Dit nye sundhedskort vil blive sendt til dig med posten. Dit gamle kort skal klippes itu efter 01.02.2025.

På vegne af

Region Nordjylland

Steen Lindgaard lover samtidig, at borgerservice sidder fuldstændig klar til at hjælpe, når telefonerne åbner klokken 9.00 den 27. november.

- Frederikshavn Kommune har indsat ekstra ressourcer til at håndtere ekstraordinært mange opkald, og der er afsat ekstra ressourcer til sagsbehandlingen for de borgere, der ikke har MitID, lover han.


Minister søgte svar på miljøproblem hos nordjysk fisker

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nordjysk fiskeskipper fortalte fredag fiskeriministeren om sine nye fiskeredskaber.

Fiskeskipper Johnny Pedersen fra Hirtshals har taget nye redskaber i brug for at fiske mere skånsomt, og fredag viste han teknologien frem for fiskeriminister Jacob Jensen (V), der besøgte den nordjyske havn sammen med flere andre folketingsmedlemmer.

- Jeg er rigtig interesseret i, at vi kan udvikle et godt og robust fiskeri i Danmark med de mange arbejdspladser, der følger med, men hvor vi også samtidig udvikler erhvervet på en måde, så man også passer endnu bedre på havmiljøet og havbunden, siger Jacob Jensen (V), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Se interview med ministeren her:

Slæber ikke på bunden

Det er såkaldte flydedøre, Johnny Pedersen i de seneste måneder har haft monteret på sit fartøj HG 281 Elin, som ministeren var kommet for at se. Tidligere brugte han redskaber, der slæber langs havbunden ved fiskeri med bundtrawl, men de nye trawldøre flyder cirka en meter over havbunden.

- Jeg forventer ikke, at vi fanger mindre ved at bruge sådan nogle døre, har fiskeskipperen tidligere fortalt til TV2 Nord.

- Det er rigtig interessant at opleve, hvordan man netop udvikler på redskaber, som i mindre grad rammer havbunden, men hvor man stadigvæk kan opretholde fiskeriet. Så det vil jeg selvfølgelig tage med videre i de politiske forhandlinger, der skal ske her om kort tid, siger Jacob Jensen (V).

For Johnny Pedersen betyder overgangen til flydedøre, at han kan spare 70.000 liter brændstof om året og udlede 178 tons mindre CO2. Fiskeriministeren håber, at man i den kommende tid også kan blive klogere på de miljømæssige fordele.

- Der skal selvfølgelig være et bedre datagrundlag, men det er ikke mere nyt, end der også er nogen ude i den store udland, som allerede bruger det. Vi skal blive endnu bedre til at kende det i Danmark på danske forhold, og vide, hvor effektivt det er til at fiske, men også i forhold til at passe bedre på havbunden, siger Jacob Jensen.