"En tand grovere": Drabsdømtes advokat sammenligner med 'ubådssagen'
Thomas Thomsen ankede sin livstidsdom på stedet. Hans profilerede forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, argumenterede for 16 års fængsel.
Målt på straffens længde valgte Retten i Aalborg at sidestille drabet på Mia Skadhauge Stevn med drabet på journalisten Kim Wall.
Det bestialske mord på den svenske journalist i august 2017 fik verdensomspændende opmærksomhed.
Da Peter Madsen et halvt år senere fik sin dom, var det en enig domsmandsret, der idømte ham fængsel på livstid for drab, andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter, usømmelig omgang med lig og overtrædelse af reglerne om sikkerhed til søs.
Og det var netop fordi, drabets voldsomhed på Mia Skadhauge Stevn blev sammenlignet med detaljerne i 'ubådssagen', som både anklager Mette Bendix og forsvarsadvokat Mette Grith Stage hev frem.
- Både jeg og anklageren fremhævede 'ubådssagen', og den har efter min - og åbenbart også Retten i Aalborgs - vurdering en række momenter, som gør, at den lige er en tand grovere, siger Mette Grith Stage.
Efter Thomas Thomsen i går onsdag blev dømt, handlede dagen i dag ved Retten i Aalborg om længden på straffen.
Det blev ikke, som Peter Madsen, til livstid, men derimod såkaldt 'forvaring' i denne sag.
Forvaring er en hård sanktion, medgiver Mette Grith Stage. Men dog ikke helt så hård som fængsel på livstid, som anklageren havde argumenteret for i retten.
- Jeg havde jo bedt om og håbet på 16 år, men jeg er ikke fuldstændig overrasket over forvaring, siger Mette Grith Stage udenfor retslokalet kort efter og forklarer, at hun er enig med anklageren i at forbrydelsen er forfærdelig.
- Selvom den her sag er helt frygtelig – og jeg har jo anerkendt, at det i hvert fald skal give 16 år – så er der bare et stykke op til det, der giver livstid, lyder det fra advokaten.