Varmen rammer dyrskue: Landmænd lader køer blive hjemme
Adskillige køer blev væk fra dyrskue i Hobro på grund af varmen
Flere landmænd lader køerne blive hjemme fra dyrskue på grund af varmen. Det kan de mærke i Hobro, hvor der lørdag blev afholdt dyrskue.
En bagende sol og op mod 30 grader gør, at flere landmænd dropper at tage deres køer med på dyrskuet i Hobro. De lader dem hellere blive hjemme i skyggen. De frygter, at varmen kan give dyrene varemestress.
- I værste tilfælde frygtede jeg jo, at vi ikke fik dem med hjem igen, siger Landmand Allan Sørensen, der i dag helt havde droppet at sende sine malkekøer på dyrskue i dag.
Dyrskuet plejer at have adgang til en brandsprøjte, der kan bruges til at køle køerne ned med i varmen, men det havde de ikke i år. Den blev i år nemlig brugt til at slukke naturbrande med. Så køerne måtte køles med vand fra en nærliggende å.
Mindst 10 malkekøer ud af 93 tilmeldte fik i dag lov til at blive hjemme i skyggen.