Ung bilist pløjede gennem have og væltede rundt på taget
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En bil væltede natten til fredag rundt på taget efter at være pløjet gennem en have.
En mandlig bilist på 21 år mistede natten til fredag herredømmet over sin bil og pløjede gennem en have. Manden slap heldigvis fra uheldet uden skader.
Det kunne være gået grueligt galt, da en ung mand natten mellem torsdag og fredag mistede herredømmet over sin bil og pløjede ind gennem en have. Bilen ramte et træ og endte efterfølgende på taget. Men gudskelov slap den 21-årig mandlige bilist uskadt fra uheldet.
Uheldet skete omkring klokken 03.00 på Enggårdsvej i byen Handest syd for Hobro.
- Man har mistanke om, at han var påvirket af spiritus og derfor kørte ind i haven og et træ. Rent fysisik skulle han dog ikke være kommet alvorligt til skade, lyder det fra Torben Larsen, vagtchef hos Nordjyllands Politi.
Den 21-årige mand, der er fra lokalområdet, blev efterfølgende bragt til Aalborg Universitetshospital for at få taget en blodprøve på grund af politiets mistanke om spirituskørsel.
Vagtchefen melder derudover om en rolig nat i det nordjyske.