Udenrigsminister åbner europæisk festival i Mariager
Torsdag begynder Det Europæiske Folkemøde - de næste fire dage er fyldt med politiske taler og debatter.
De næste fire dage kommer der usædvanligt mange prominente navne til Mariager.
Det Europæiske Folkemøde starter torsdag klokken 11.00, hvor åbningstalerne blandt andet kommer fra udenrigsminister Jeppe Kofod og borgmester Mogens Jespersen, mens EU-kommissær Margrethe Vestager vil være med på video.
Til og med søndag vil der være talrige debatter og taler i Mariager, hvor det forventes, at der vil komme i nærheden af 30.000 gæster fra hele Europa.
Emnerne spænder bredt, og blandt andet klima, kunst, teknologi og menneskerettigheder kommer på dagsordenen.
Og det er vigtige fire dage med vigtige emner ifølge udenrigsministeren.
- Det er rigtigt vigtigt, at vi debatterer Europa, og hvor vi vil hen med Europa. I Danmark har vi nu været medlem i 50 år af det europæiske fællesskab, og der har været en diskussion i alle årene, om hvorvidt vi skal være medlem eller ej. Her har vi i stedet diskussionen om, hvad vi vil med vores medlemskab, siger Jeppe Kofod.
Programmet ligger klart
Det er frivillige, som gør det muligt for Mariager at være vært for de fire dage lange program. Og modsat de fleste andre har der ikke været problemer med at rekruttere de cirka 300 frivillige. Det er blandt andet takket være den lokale højskole, hvor alle elever giver en hånd til.
VIDEO: Se indslaget om frivilligheden herunder:
- Festivalens Sekretariat, de mange frivillige og samarbejdspartnere står klar til at byde jer velkommen til det allerførste Europæiske Folkemøde i Mariager. Vi ser frem til fire gode festivaldage med højt humør, spændende debatter og møder mellem mennesker, der måske ellers ikke ville have fundet sted. Så kom endelig forbi Mariager, opfordrer Jan Bertelsen som er administrerende direktør ved Det Europæiske Folkemøde.
I løbet af dagene vil der også være koncerter og kulinariske tilbud.
Hele programmet kan ses på festivalens hjemmeside.