Trusser og bh’er forsvinder i massevis: Ikke set i 18 år
Alt fra billige trusser til dyre silkekjoler er forsvundet hos undertøjsforretningen Fleur i Hobro.
2023 slår sørgelige rekorder, når det kommer til antallet af anmeldelser for butikstyveri.
I mange år har Line Toldborg Thy været ejer af undertøjsforretningen Fleur i Hobro. Men i de sidste par år har hun oplevet en stigende tendens til, at hendes varer bliver stjålet.
- Det var ligesom om, at det blev bare mere og mere, og jeg ville gerne have styr på hvor varerne blev af, siger Line Toldborg Thy, ejer af Fleur.
Ifølge hende bliver der stjålet alt lige fra et par billige trusser til en dyr silkenatkjole i hendes butik.
- Selvfølgelig betyder det noget for økonomien, når nogen render med et halvt spyd tøj, det er der nogen, der har formået. Bare at tage stakken og gå, siger Line Toldborg Thy.
Højeste antal anmeldelser i 18 år
Den kedelige tendens er hun ikke er alene om at mærke.
I det første halve år af 2023 er der blevet anmeldt 12.000 butikstyverier på landsplan. En stigning på 35 procent i forhold til samme periode året før og det højeste antal siden 2005.
Henrik Lundgaard Sedenmark, der er fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed hos Dansk Erhverv følger den triste udvikling nøje.
- Vi er meget bekymrede over den meget store stigning, vi oplever, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.
Butikstyverierne er steget siden corona-pandemien, men de eskalerede under det seneste års inflation. Ifølge fagchefen er det dog svært at give en egentlig årsag til stigningen, men de kan se, at mønsteret i hvilke vare der bliver stjålet, har ændret sig.
- Vi kan se, at der bliver stjålet mere fødevarer, køl og frost og kolonial, hvor det tidligere har været personlig pleje, der har ligget på førstepladsen. Det er dog over hele paletten, at vi ser, at tyverierne stiger.
Kalder på hjælp fra Christiansborg
Butiksejeren i Hobro har nu taget konsekvensen af de mange tyverier og sat flere overvågningskameraer op både i og udenfor butikken.
- Jeg ville gerne have mere styr på, hvor varerne blev af. Om det var os der lavede fejl i lagerstyringen, eller at der måske blev taget noget, siger Line Toldborg Thy.
Men når hun har fanget en tyv på overvågningen, så mener hun, at der sker for lidt hos politiet.
- Jeg synes måske nogle gange, at det var bedre, at der blev sat lidt ressourcer af, så politiet var bedre til at komme. Jeg føler nogle gange, at det ikke lige var den vigtigste sag i dag for politiet.
Og Dansk Erhverv bakker butiksejeren op i hendes udsagn om, at politiet mangler ressourcer til at behandle de mange sager med butikstyveri.
- Butikkerne gør, hvad de kan, og de er nok nået dertil, hvor de ikke kan gøre mere selv. Der er behov for noget hjælp.
Derfor håber de, at politikerne på Christiansborg får øjnene op for, at problemet lige nu er i kraftig vækst.
- Vi mener, at der er brug for mere forebyggelse på området. Der er derudover behov for hurtigere sagsbehandling og en bedre mulighed for at uploade videomateriale til politiet, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.
Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre, mener ikke, at en omfordeling af politiets ressourcer er løsningen.
- Dem der gerne vil have noget opprioriteret, gerne indenfor deres eget område, de glemmer at fortælle, hvad der så skal nedprioriteres hos politiet, og jeg har ikke lige fantasi til at sige hvad det skulle være, siger Preben Bang Henriksen.
Han mener dog, at der bør ske forbedringer på området. Han imødekommer Dansk Erhvervs foreslag om nemmere at kunne dele videoovervågning med politiet.
- Jeg kunne sagtens forestille mig, at der blev en klarere og nemmere adgang til at sende billeder ind til politiet for købmændene.