Trods protester: Højhussag sendt i høring
Planen om det 15 etagers højhus i Hobro er torsdag sendt videre i offentlig høring.
Flere utilfredse borgere mødte torsdag op i Hadsund for at protestere mod planerne om at opføre et højhus i byen.
Det omdiskuterede 15 etagers højhus, der er tiltænkt at skulle erstatte det gamle Klochhus midt i Hobro, var torsdag på dagsordenen i byrådet i Mariagerfjord Kommune.
I mange måneder har det 46 meter høje byggeri skabt debat i byen, og politikerne var torsdag samlet for at tage endelig stilling til, om de ville sende højhusbyggeriet i offentlig høring.
En af de fremmødte i byrådssalen var Helle Mathiassen, der er spændt på, om udfaldet af mødet vil blive et "point of no return".
- Der er denne her konkrete højhussag, som er voldsomt og meget indgribende og anmassende i vores by, og meget kulturændrende i forhold til det miljø og det byområde, der er i centrum, siger hun og fortsætter:
- Men vi er også utroligt bange for, at det er carte blanche. Det er til nye tilladelser, og er det Aarhus Ø, vi skal have?
På trods af demonstrationen i Hadsund har et flertal i byrådet i Mariagerfjord Kommune netop sendt sagen i offentlig høring.