Thomasberg: Vi har fået skuffelsen ud af systemet
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Hobro møder søndag AGF i den første kamp i nedrykningsspillet.
Sagen mod Sønderjyske er stadig ikke afgjort, men for Hobro IKs cheftræner Thomas Thomasberg, så er sagen alligevel et mentalt afsluttet kapitel.
- Den enorme skuffelse vi havde i dagene efter, hvor vi følte os snydt både i forhold til en kendelse i kampen mod Brøndby, og derefter episoden med SønderjyskE, den skuffelse har vi lagt på hylden. Vi har holdt en friweekend, så den er ude af systemet nu, siger Thomas Thomasberg.
Han refererer til superligakampen mellem SønderjyskE og FC Midtjylland, som SønderjyskE på mistænkelig vis tabte efter en scoring til 2-1 i kampens sidste minutter, og derfor endte i en lettere pulje i nedrykningsspillet.
SønderjyskE bliver nu undersøgt for usportslig optræden.
Men Hobro IK er nu kommet sig ovenpå skuffelsen over at være endt i nedrykningsspillet, og kigger nu fremad.
- Vi har haft en rigtig fin træningsuge, hvor vi har haft 22 mand på banen. Vi er klar til at bruge skuffelsen til at etablere ny energi. Vi får brug for en god stærk og bred trup i det næste stykke tid, hvor kampene kommer til at falde tæt, siger Thomas Thomasberg.
I april skal Hobro udover nedrykningsspillet i superligaen også koncentrere sig om pokalturnering, hvor holdet er med i kvartfinalerne.
Søndag spiller Hobro første kamp i nedrykningsspillet, hvor modstanderen hedder AGF.
- Når du møder AGF og man hedder Hobro, så ville det være mærkeligt at være favorit. Vi taler om en klub, der har et budget, der er fem gange så stort som vores. Men når det er sagt, så betragter jeg det som en helt lige kamp. Det bliver tæt hele vejen igennem i morgen, siger cheftræneren forud for kampen mod AGF.