Thomas Enevoldsen bliver udlånt til Hobro IK: - Jeg vil gerne bevise noget fra dag ét
Foto: Allan Storkborg (Arkivfoto)
Thomas Enevoldsen har spillet for klubber som blandt andet AaB, FC Gronning og NAC Breda.
Den 33-årige angriber skal frem til nytår spille i Hobro IK, det skriver Enevoldsens nuværende klub Orange County Soccer Club på deres hjemmeside.
Efter to et halvt år vender Thomas Enevoldsen tilbage til Danmark. Til næste sæson spiller han i 1. Division for Hobro IK. Det skriver Enevoldsens nuværende klub Orange County SC på deres hjemmeside.
- Vi er glade for at offentliggøre lejeaftalen for Thomas til Hobro IK, en dansk topklub, hvor han kan kombinere sine talenter og være med sin familie, siger Oliver Wyss, direktør i Orange County SC.
Det er også rosende ord Thomas Enevoldsen får med på vejen.
- Thomas er en førsteklasses proffesionel, og en af de mest profilerede målscorer i ligaen. Han vil være savnet på holdet i den kommende sæson. Vi ser frem til at hilse Thomas og familien velkommen tilbage næste sæson, siger Oliver Wyss.
Thomas Enevoldsen nåede kun at få en enkelt kamp for Orange County SC, før ligaen blev ramt af Corona-nedlukning.
Lidt rusten
På grund af den manglende spilletid er Thomas Enevoldsen selv ivrig for at komme tilbage på banen.
- Nu har jeg ikke spillet kamp siden marts, så fodboldformen er lidt rusten. Jeg er i fin fysisk form, men fodboldform er bare noget andet. Det kræver at jeg træner og får spillet nogle kampe. Forhåbentlig kommer det hurtigt, og jeg er også tålmodig, men jeg vil også gerne bevise noget fra dag et, siger Thomas Enevoldsen.
Den 33-årige angriber har da også en ambition om at få klubben bedst muligt igennem den kommende sæson, forhåbentlig også på en førsteplads.
- Jeg tror da også, klubbens ambitioner er at vende tilbage til Superligaen hurtigst muligt. Det vil jeg selvfølgelig bidrage med, så meget jeg kan, siger Thomas Enevoldsen.
Hobro IK er åbne for forlængelse
I en pressemeddelelse fra Hobro IK ser 1. divisionsklubben frem til at modtage Thomas Enevoldsen.
- Thomas er en dygtig og erfaren spiller, som vi især kender fra Superligaen og vores kampe mod AaB. (...) Han er en målfarlig spiller, der kan skabe det uventede, men samtidig kan han give stabilitet og ro i kampene. Lejeaftalen er i første omgang resten af året, men vi er åbne for en forlængelse, hvis dette kan blive relevant, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.