Succes med mentorordning: Nicolais kundenervøsitet er forsvundet
Foto: Emil Nordkvist Johansson
Hos en nordjysk byggevarevirksomhed har man stor succes med mentorordning for elever, og nu er ordningen udbredt til resten af landet.
Jeg tror faktisk, at de fleste brancher godt kan bruge det. For os er det vigtigt, at virksomhederne investerer i elevuddannelsen.
Kate Ziegler, formand for HK Handel Nordjylland.
Det kan være svært at holde på sine salgselever, mens de er under uddannelse. Men hos XL Byg i Hadsund ser de ud til at have knækket koden. Her har de tilknyttet deres salgselever en mentor - en ordning med så god succes, at den nu er udbredt til samtlige af landets butikker.
En af de ansatte, der har nydt godt af mentorordningen, er 20-årige Nicolai Larsen. Han er nyuddannet salgselev og i dag fastansat hos XL Byg i Hadsund. Men kontakt med kunder var ikke Nicolai Larsens favoritdisciplin, da han startede som elev i butikken.
- Det var især sådan noget med selvtillid, og det kunne være lidt pinligt at gå over til kunder, når man ikke rigtig vidste, hvad de ville have, forklarer 20-årige Nicolai Larsen.
Derfor har støtten fra hans mentor og kollega, Mette T. Nielsen, haft stor betydning for Nicolai Larsen under hans uddannelse som salgselev.
- Hun har prøvet det samme, som man skulle til og igennem. Hun ved, hvad hun manglede, da hun var elev, og det har vi fået fyldt på, for at vi kan blive bedst muligt uddannede, siger Nicolai Larsen.
Mentor skubber på fra start
Mette T. Nielsen er selv tidligere elev i XL Byg Hadsund, og her manglede hun selv en mentor, fortæller hun. I forhold til Nicolai Larsens forløb har hendes vigtigste opgave været at skubbe på og støtte ham undervejs.
- Jeg har været den, der støtter ham, fordi han har været meget usikker på, om han egentlig kan det, som han forventer af sig selv. Bare det, at han kan mærke, at du står der, det gør han bare tør at gå til kunderne uden, at han står og tripper og ikke ved, hvad han skal, forklarer Mette T. Nielsen, mentor og salgsassistent i XL Byg Hadsund.
Mentorordningen fra Hadsund har været så positivt et redskab, at byggekæden har udbredt ordningen til resten af landets butikker.
Af de elever, der påbegyndte uddannelsen som salgselev i byggekæden i 2015 og 2016, faldt kun syv procent fra. Til sammenligning lå frafaldet for hele byggevarebranchen på 27 procent i samme periode.
Kan bruges i flere brancher
Hos HK Handel Nordjylland ser man gode perspektiver i ordningen fra Hadsund. Her oplever man generelt, at det kan være svært at fastholde elever, hvis der ikke investeres tilstrækkelige ressourcer i elevforløbene.
- Jeg tror faktisk, at de fleste brancher godt kan bruge det. For os er det vigtigt, at virksomhederne investerer i elevuddannelsen og bruger noget energi på, at det er gode elevpladser, de tilbyder eleverne, siger Kate Ziegler, formand for HK Handel Nordjylland.
Hun bakkes op af Søren Jacobsen, der til dagligt arbejder med coaching, mentorordninger og personlig udvikling. Ifølge ham er mentorordningen effektiv i mange sammenhænge.
- Du har et sikkerhedsnet og en, du altid kan vende tingene med, når du er usikker. Hvad er retorikken her, hvad er det for et mål, vi arbejder hen mod? Så er der en mentor, der kan sikre den røde tråd, forklarer Søren Jacobsen, der er indehaver af virksomheden 360 Jacobsen.
Direktør: en bedre elev
I butikken i Hadsund er direktøren godt tilfreds med at have investeret ekstra ressourcer i den nu forhenværende butikselev.
- Vi har i hvert fald fået en mere komplet elev ud, og en lidt mere dygtig og en lidt mere selvsikker elev ud af forløbet, siger Rasmus V. Andersen, filialdirektør i XL Byg Hadsund.
Og Nicolai Larsen, der i dag er ansvarlig for butikkens værktøjsafdeling, havde aldrig været mentorordningen foruden.
- Hun har helt sikker hjulpet ved at blive ved med at skubbe på i forhold til, at man ikke skal være bange for at snakke med kunder.
Nicolai Larsen er den første elev i Hadsund, der er uddannet under mentorordningen.