Sportskommentator: Peter Sørensen er nummer ét i brandslukning
Peter Sørensen overtager ansvaret i den nedrykningstruede klub.
Hobro har brug for optimisme, og det kan Peter Sørensen hjælpe med, mener sportskommentator.
Der er gang i træner-svingdøren i Superligaen i disse dage. Først smed Brøndby Alexander Zorniger på porten og torsdag fulgte Hobro så trop, da de valgte at tage afsked med cheftræner Allan Kuhn og erstatte ham med Peter Sørensen.
Fyringen kommer efter blot to kampe af forårssæsonen, hvor Hobro kun har tilkæmpet sig et enkelt point. Men selvom der lige er blevet taget hul på forårssæsonen, så mener sportskommentator Hans Peter Rytter ikke, at der er noget galt med timingen.
Lige i øjeblikket er Peter Sørensen nummer ét i brandslukning.
Hans Peter Rytter, sportskommentator
- Hvis man nu havde fyret ham inden forårssæsonen, så ville man jo kunne spørge, om han ikke skulle have haft chancen. Nu har man alibiet i orden. Her har man valgt at sige, at der ikke er udsigt til noget som helst, og det kan man først, når sæsonen er i gang, siger Hans Peter Rytter.
Efter 22 kampe har Hobro hentet 17 point og indtager ligaens sidsteplads, mens klubbens seneste sejr skal findes den 11. november 2018, hvor Vendsyssel FF blev besejret med 1-0.
- De har tilsyneladende mistet troen på, at Allan Kuhn kan vinde fodboldkampe. Og hvis de har det, er det det rigtige at fyre ham, siger Hans Peter Rytter.
Den oplagte at ringe til
Han mener også, at Hobro har valgt rigtigt ved at ansætte Peter Sørensen i stedet.
- Lige i øjeblikket er Peter Sørensen nummer ét i brandslukning, så han er den oplagte at ringe til. I gamle dage var det Ove Christensen eller Ove Pedersen, i dag er det Peter Sørensen eller Glen Riddersholm, siger Hans Peter Rytter og fortsætter:
- Han har prøvet det før. Han kommer med noget rutine og så ved han, hvad det er for nogle knapper, der skal trykkes på. Det er ikke én, som spillerne tvivler på.
Men selvom Peter Sørensen muligvis er den rette til jobbet, så er der stadig lang vej til overlevelse i Superligaen.
- Det kunne godt se ud til, at det bliver en nordjysk duel mellem Hobro og Vendsyssel om at undgå nedrykning. Der mener jeg, at Hobro har et bedre hold, mens Vendsyssel ser ud til at have mere optimisme, men det kan jo være, at Peter Sørensen kan få lidt optimisme tilbage i Hobro. Så jeg tror det er mere sandsynligt at Hobro overlever end at Vendsyssel gør, slutter Hans Peter Rytter.
Hobros første kamp med Peter Sørensen ved roret er på søndag, hvor Hobro hjemme tager imod Esbjerg fB.