Sorte svaner og god vind: To milliarder i overskud for nordjysk vindgigant
Det blæser den rigtige vej for Eurowind.
Og hvis man skal blive i det billedsprog er vindmøllevirksomheden fra Hobro gået fra storm til orkan - på positiv vis.
Det fremgår af vindgigantens årsregnskab.
Her lander man et overskud på hele to milliarder kroner - og det er noget bedre end det forrige.
Sidste år blæste det dog også den rigtige vej for brødrene. 2022-regnskabet gav Eurowind en indtjening på 700 millioner kroner efter skat.
Det svarede til en femdobling af overskuddet, skrev Nordjyske sidste år.
Dengang kom en del af overskuddet fra de forhøjede elpriser, fortalte Jens Rasmussen til Børsen.
Sorte svaner, krig og tørke
Det er brødrene Rasmussen, Jens - der i dag er direktør - og Søren, der i 2006 stiftede virksomheden.
I årsrapporten bemærker Jens Rasmussen ikke overraskende, at man er tilfredse med resultatet. Og det skyldes især en sort svane.
Jens Rasmussen kalder det sidste år det meste dramatiske Europa har oplevet i energiindustrien i 50 år.
- 2022/23 var unik, da det var det, der bedst kan være beskrevet som en "sort svanebegivenhed", siger Jens Rasmussen.
Udtrykket er et gammelt australsk udtryk og dækker over en skråsikker påstand, som viser sig at være forkert. En slags "det kommer jo ikke til at ske," men som alligevel gør det.
Det skete netop med sorte svaner, indtil de blev opdaget i Australien.
På samme måde har der været en række begivenheder, man ikke troede muligt, men som alligevel skete, blandt andet inflation, rentestigning, tørke i Sydnorge og Frankrig, samt krigen i Ukraine - og derfor lander overskuddet altså i over to milliarder.
Det var Jens og Sørens far, der sendte brødrene ind i branchen. Far Ove Rasmussen var involveret i stiftelsen af Danmarks Vindmølleforening i 1979 og var en af Danmarks første vindmølleproducenter.
Alt er dog ikke fryd og gammen for Hobro-virksomheden.
Tidligere har de efterlyst at flere læser tysk, fordi vores store nabo mod syd efterspørger folk, der kan deres sprog. Det kan du læse om hér.