Søstre kørte 160 kilometer: - Vi vil vise Inger vores støtte
Efter 60 dage med fodlænke har Inger Støjberg nu afsonet sin straf. Derfor holdt hun torsdag takkefest for flere tusinde mennesker.
Køen ind til gårdspladsen på Visborgggard Slot ved Hadsund strækker sig flere hundrede meter. Her står folk i kø for at hilse på det tidligere folketingsmedlem Inger Støjberg.
To af dem er søstrene Turi og Berit Lindberg fra Fredericia. De er kørt 160 kilometer for at komme til takkefest og vise deres støtte til den tidligere udlændinge- og integrationsminister.
- Det har været en hård tid for Inger, og det har strukket sig over rigtig lang tid. Vi vil gerne bakke hende op. Hun er en sej kvinde, der tør gå forrest og kæmpe for vores rettigheder, siger Turi Lindberg, der til dagligt arbejder som underviser.
Selvom de to søstre ikke stemmer på Inger Støjberg, så er det vigtigt for dem at fejre, at hun fredag fik fodlænken af. For dem er hun nemlig et forbillede, og dem skal man bakke op om.
- Hun kæmper for kvinders rettigheder. Det er vigtigt, siger Berit Lindberg, der er sygeplejerske.
Derfor har søstrene taget en gave med til dagens hovedperson
- Vi har taget en flaske råstof med, og det har vi, fordi Inger er gjort af råstof, siger Turi Lindberg.
Støjberg afsonede 60 dages fængsel
Inger Støjberg blev i december 2021 idømt 60 dages ubetinget fængsel, da Rigsretten vurderede, at hun bevidst at have tilsidesat ministeransvarsloven. Det skete i forbindelse med sagen om ulovlig adskillelse af asylpar.
Men nu er dommen afsonet. Derfor har hun inviteret til fest for at sige tak til alle, der støtter hende.
- Jeg er jo blevet båret igennem det af helt almindelige mennesker, der har bakket op. Folk har standset mig på gaden, sendt blomster, chokolade, hæklet ting. Det vil jeg simpelthen bare så gerne sige tak for, siger Inger Støjberg.
- Man kan nemt træde ved siden af
For søstrene betyder det ikke noget, at Inger Støjberg har haft fodlænke.
- Hun kan være tydelig. Hun er vedholdende, og så står hun fast. Det er jo det, vi godt kan lide. Man kan meget nemt træde lidt ved siden af, og så pludselig kan det blive gjort til noget stort, siger Berit Lindberg.
De bakker stadig op om Inger Støjberg, og det meste af det, hun står for.
- Det kunne være spændende at se, om hun træder ind i det politiske liv igen og se hendes mærkesager. Hun er jo EU-skeptisk. Og ved du hvad. Det er jeg også, siger Turi Lindberg.