Smarte ure får børn til at smide de overflødige kilo
45 overvægtige børn har fået hjælp fra et ur i kamoen med ekstra kilo
45 overvægtige børn i Mariagerfjord Kommune har i seks måneder kæmpet for en slankere linje. En aktivitetsmåler har vist sig at være en god hjælper.
Mariagerfjord Kommune har i flere år arbejdet målrettet med at hjælpe overvægtige børn og deres familier. Kommunen har nemlig en større andel af overvægtige end andre danske kommuner.
Senest har projektet "Så letter vi" forsøgt sig med at udstyre 45 børn og unge med en avanceret skridttæller, som hele tiden holder øje med børnenes aktivitetsniveau.
Efter seks måneder er resultaterne overraskende gode.
- Vi har fulgt børnene og deres familier i hele perioden, og 85 procent af børnene har tabt sig. Det er nok et pænere resultat, end vi havde forestillet os, siger Stinne Jespersen Pauls, som er sundhedsvejleder i Mariagerfjord Kommune.
Aktivitetsmåleren fortæller hele tiden, hvor meget børnene har bevæget sig, og når de har været inaktive i en time, får de en alarm, som siger, at det nu er tid til at komme i sving.
Der går sport i det for børnene, og så slipper forældrene for hele tiden at minde børnene om, at de skal ud at bevæge sig. Det sørger uret for
Stinne Jespersen Pauls, sundhedsvejleder, Mariagerfjord Kommune
- Der går sport i det for børnene, og så slipper forældrene for hele tiden at minde børnene om, at de skal ud at bevæge sig. Det sørger uret for, siger Stinne Jespersen Pauls.
Evalueringen af projektet viser, at det ikke kun er de overvægtige børn, som får glæde af aktivitetsmåleren. Det viser sig nemlig, at den aktive livsstil smitter af på hele familien.
- Særligt forældrene har selv fået gode resultater. 39 procent af dem har selv oplevet vægttab, og 37 procent af forældrene siger, at de er blevet mere aktive i perioden, siger Stinne Jespersen Pauls.
Projektet er slut, men børnene kan beholde deres aktivitetsmålere. Allerede den 24. september skydes et nyt målerprojekt i gang, Denne gang med en aktivitetsmåler med indbygget GPS, så alle aktiviteter kan tælle med.