Skorsten væltet og brudt i brand: Beredskabet trækker sig tilbage af hensyn til sikkerheden
Artiklen er opdateret klokken 11.27 med nyeste informationer fra indsatslederen.
En del af en stor industriskorsten er væltet ned i en bygning på Fabriksvej i Hadsund. Den stående del af skorstenen er i brand.
Der er ingen tilskadekomne.
- Man har været i gang med at nedrive skorstenen, og så er der er gået ild i inderkernen, forklarer indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab på stedet, Per Hansen om, hvordan ulykken er sket.
- Som situationen er lige nu, afventer vi, hvilken vej resten af skorstenen vil vælte. Vi har derfor trukket os tilbage, fordi den er ustabil.
Når sidste del af skorstenen er væltet, vil Nordjyllands Beredskab slukke branden og sikre bygningerne.
Anmeldelsen kom klokken 8.51.
Klokken 11.27 kan indsatsleder Per Hansen fortælle, at den resterende del af skorstenen er stabiliseret, og branden er slukket.
- Vi afventer, om vi har fået fuld kontrol over branden indvendig, og så skal resten af skorstenen rives ned og hele bygningen besigtiges for skader, lyder det.
Nordjyllands Beredskab forventer at være færdige med arbejdet inden for halvanden til to timer.
Indsatsleder Per Hansen kan derudover fortælle, at skorstenen på varmeværket har været ude af drift i mange år, og at det derfor ikke for betydning for nogen borgere.
Se hele interviewet med indsatslederen her:
Se en video af branden herunder: