Skilte giver absolut ingen mening: Her er årsagen bag
Det er vejskiltene her, der har givet flere af borgerne i Hobro noget at fundere over.
Et vejskilt har skabt stor undren. For hvad skal man gøre, når man hverken kan dreje til venstre, højre eller køre ligeud?
Vejskilte der indikerer, at du hverken må dreje til højre eller venstre. En umulig udfordring for Hobros bilister, der skal ud fra Ungdomsskolen på Christiansgade.
- Jeg tænkte bare, at de havde så travlt alle mulige andre steder, så de ikke har fået spærret det rigtige skilt, siger Nanna Wagner Sørensen.
Og årsagerne til den mærkværdige skiltning er ikke lige til at finde ud af.
- Jeg tænker, at det er uden hoved, at de har fået sat det op, siger Vibeke Gottlieb.
For kan det være travlhed, sløsethed eller noget helt tredje? Det har mange af byens borgere de seneste dage diskuteret.
Skiltningen har ikke været helt problemfri for de omkringboende borgere. For i den anden ende af vejen, er der også spærret for al kørsel.
- Vi har været frække og så drejet opad alligevel, siger Nanna Wagner Sørensen.
Årsagen til de nye skilte i området er et hus, der lige nu er i gang med at blive revet ned. Derfor gør mange store maskiner, at man ikke må køre til højre. Man må i forvejen ikke dreje til venstre, og dermed opstår problemet.
- Jeg er blevet nødt til at bryde loven, og så køre ud et eller andet sted, Vibeke Gottlieb.
Skiltetyveri og drengestreger
Som vores reporter står på stedet, kommer Brian Abel fra Saferoad pludselig svingende ind på vejen. Han er skiltemontør og kan forklare, at der har været nogle pilfingre på spil.
- Her i løbet af weekenden er der blevet stjålet nogle skilte. Så jeg er nede og skifte dem, og tjekke op på at alt er i orden, siger Brian Abel, der er skiltemontør hos Saferoad.
Ifølge ham er det desværre dagligdag, at unge stjæler eller flytter skilte for blandt andet at hænge dem op på værelset derhjemme.
- Lad nu de skilte være. Så sjovt er det ikke at have dem ind på værelset. Og det er vigtigt, at der ikke sker nogle uheld, siger Brian Abel.
Så det store mysterium ender med den simple forklaring: Drengestreger.
Men kan I ikke også godt se det sjove i det?
- Jo selvfølgelig, men trafiksikkerheden er bare vigtigere. Men vi har jo også alle sammen været unge.