Se vild video: Råger terroriserer boligområder
Borgerne i Hobro og Hadsund har i årtier døjet med skrig og larm fra tusindvis af råger. Nu er håbet, at løsningen på problemet kan findes hos nabokommunen.
Borgere og kommune har været i en årelang kamp i Hobro og Hadsund. Rågerne skriger og larmer, og det er til gene for borgerne. Kanoner, truthorn og regulering af rågerne har været sat ind som skræmmemetoder, men intet har fået rågerne til at flytte.
Problemet er det samme i Randers, og nu er håbet, at de har fundet en løsning.
- De er begyndt med robotter. Det kigger vi også på, og hvis det er løsningen, så er det også noget, vi skal prøve her, siger Morten Overgaard, der er borgerserviceleder, og som koordinerer rågeindsatsen.
Robotterne kan registrere, når der er en samling af råger, og så laver de lyde, der minder om fugle, der flygter. Det vil forskrække rågerne, der vil flyve op fra rederne.
SE VIDEOEN AF DE LARMENDE RÅGER I HOBRO:
Jæger-hjælp
Rågerne er en EU-fredet fugl, og derfor må reguleringen kun ske i bestemte perioder med tilladelse fra Naturstyrelsen.
Det har Mariagerfjord Kommune fået de seneste 25 år. Omkring 20 jægere skød sidste år omkring 1100 rågeunger i perioden fra 1. maj til midt juni.
Omvendt er der ikke ret mange af de voksne råger, som bliver skudt. I år er det kun lykkedes at skyde fem i perioden 15. januar til 15. marts, hvor der kan søges tilladelse til at regulere voksne råger.
- Det med at regulere voksne er simpelthen umuligt. Så snart der kommer en med et gevær, flyver de op, siger Morten Overgaard.
- Det er næsten umuligt at flytte rågerne, når de først har besluttet sig for at være i en rågekoloni.
Hornugle kan komme til undsætning
Borgerne i områderne er udstyret med et truthorn, som skal skræmme rågerne væk fra de mest bynære reder. Om det virker er endnu uvist, da det er første år, tågehornene er i brug.
- Det eneste, vi ikke har prøvet, er at fælde træerne, men det er fredsskov og samtidig en del af Hadsund bys DNA, så det vil også give udfordringer, siger Morten Overgaard.
Derudover er der for ti år siden også sat en kasse op, som kan huse hornugler.
- Løsningen kan også være en hornugle, der flytter ind. Den kan simpelthen fjerne en rågekoloni, fordi den tager dem.
- Vi arbejder med at sætte yderligere ynglekasser op til vandrefalke og hornugler, men vi kan jo ikke tvinge fuglene til at flytte ind. siger Morten Overgaard.
Ifølge Morten Overgaard er det primært i Hadsund, at der er kommunale udfordringer med rågerne. I Hobro er det Banedanmark, der ejer områderne omkring banegården, hvor rågerne udgør den største gene.