Ryger endnu en formand? - De har ikke lyst til dialog
Onsdag er der møde i et nyt udvalg i Mariagerfjord Kommune, hvor der skal være valg om formandsposten.
Mandag mistede Jørgen Hammer Sørensen (DF) sin formandspost i Teknik- og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune, og onsdag eftermiddag kan det så være Jens-Henrik Kirks tur til at miste sin post i Kultur- og Fritidsudvalget.
I lidt over en uge er fronterne blevet trukket godt op mod hinanden i byrådet, hvor specielt den store besparelse på 40 millioner kroner har kostet på tilliden til hinanden.
Venstre og borgmester, Mogens Jeppesen, mener ikke, at det har været i orden at gå til pressen med forslag til ændringer om besparelser, som De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige gjorde det, før man havde diskuteret det på et byrådsmøde.
Den del har Jørgen Hammer Sørensen også erkendt, og at det var en fejl. Men den er uoprettelig ifølge borgmesteren.
- Som udvalgsformænd har de gjort det godt, men de har også nogle opgaver i byrådet, og der skal vi kunne stå sammen, men det har igen vist sig, at vi ikke kan, sagde borgmesteren tidligere til TV2 Nord og fortsatte:
- Det har intet med vendetta at gøre, selvfølgelig er vi forskellige, ellers var vi i samme parti, men det er måden, vi kommer derhen, som ikke er korrekt. Nu har vi sat stolen for døren, nu vil vi ikke mere, understreger borgmesteren.
Og efter Jørgen Hammer Sørensen farvel som udvalgsformand, er det altså blevet Jens-Henrik Kirks (K) tur, hvor han indtil nu har været formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
- Der er ikke noget, der tyder på, at det bliver anderledes for mig. Og det tyder ikke på, at Venstre har lyst til at gå i dialog om det, fortæller han og fortsætter:
- Det, der gør det specielt, er, at Venstre ikke har lyst til at snakke om tingene, men så kan jeg læse i Nordjyske, at de har drøftet det i lang tid. Jeg synes, det er uordentlig, at kollegaer smider en under bussen. Jeg har forsøgt at lægge op til ordentlig diskussion.
Hvordan bliver samarbejdet i fremtiden i udvalget, hvis du bliver et 'almindeligt' medlem?
- Så sidder jeg som menigt medlem, som ikke sætter dagsordenen. Jeg kan ikke være katalysator, men er bare en ud af syv. Så er der valg om to år, og så må vi se, om jeg skal tilbage i formandsposten, hvis vælgerne vil have det, siger den konservative politikker.
Søger job
Han er helt sikker på, at han må vinke farvel til formandsposten i Kultur- og Fritidsudvalget. Den post, og hans medlemskab i Region Nordjylland, har dog gjort, at han har haft råd til at være fuldtidspolitikker i en periode.
- Det er mange timer, der bliver lagt i det, for jeg er også meget ambitiøs og holdt mange møder, for kulturen skal have en tydelig stemme og en formand, der engagerer sig i det. Det er jeg i tvivl om, at de andre kan, når jeg har prioriteret at være fuldtidspolitikker, siger Jens-Henrik Kirk.
Som formand for udvalget får man nemlig et honorar på 262.000 kroner, og jobsøgningen er allerede gået i gang for den måske snart forhenværende formand.
- Ja, jeg kan ikke lige af det. Og jeg tror, der er andre, der kan bruge mig til noget, slutter han.