Ringbrynjer og håndsprit: Vikingerne er tilbage
Foto: Mette Kristensen
Vikingecenter Fyrkat er et af de nordjyske museer, som igen har fået lov at åbne, og som nu ser frem til en travl sæson på trods af corona-forholdsreglerne.
På Vikingecenter Fyrkat ved Hobro skal man ikke blot kigge på udstillede effekter. Her skal man for alvor opleve historien, og det gør man bedst, når man får skjolde, hjelme, spyd og økser mellem hænderne.
- Ideen er jo, at man skal gribe for at begribe, så man må meget gerne røre ved tingene. Men man skal spritte hænder af først, siger museumsinspektør Anne Mette Gielsager, eller "Ulfhild", som hun hedder, når hun er trukket i vikingetøjet og tager imod gæster på Fyrkat.
Netop gæsterne har manglet den seneste tid. Egentlig skulle Vikingecenter Fyrkat have budt de første gæster inden for i påsken, men det satte coronaen en stopper for, og først onsdag kunne museet åbne for gæster.
- Nu er vi bare glade, og vi er så klar, siger Anne Mette Gielsager.
Begrænsninger og god hygiejne
Museet har naturligvis taget en lang række forholdsregler. Blandt andet er der begrænsninger på, hvor mange gæster, der må være i husene samtidig, og der er rigelig adgang til håndsprit, så man kan sikre en god hygiejne og samtidig få lov at røre ved vikingeeffekterne. Dog er det vikingetøj, man normalt kan prøve, samt en masse andre tekstiler og skind fjernet, da de ikke så godt kan sprittes af.
- Men det meste ligner altså sig selv, og vi er her jo også til at vise og fortælle, så man får jo alligevel den fulde oplevelse af besøget. Man skal jo bruge sin fantasi, men det skulle man alligevel, for vi kan jo ikke skrue tiden tusind år tilbage, selv om vi gerne ville, siger Anne Mette Gielsager.
Den første åbningsdag blev en lidt stille fornøjelse på Fyrkat, men de forventer en travl påske, og på museet, hvor mange aktiviteter foregår udenfor men god mulighed for afstand, regner de også med, at sæsonen bliver god, trods den sene start.
- Jeg ville personligt synes, at det er godt at komme her, for det minder mere om en skovtur end hvis man går på et indendørs museum, selv om det jo også er helt ok at gøre det nu. Og gæsterne er klar. Vi har de seneste dage haft folk stående nede ved hegnet, som har spurgt, om de ikke snart kunne kommer ind, siger Anne Mette Gielsager.