Populær vandrerute lukket efter sammenstød mellem dyr og mennesker
Sammenstød mellem kvæg og mennesker ærgrer kvægejeren.
Den populære vandrerute Panoramaruten i Bramslev Bakker i Hobro er i disse dage ikke, som den normalt er.
Mariagerfjord Kommune har nemlig valgt at lukke dele af ruten for en stund, da der har været sammenstød mellem kvæg og mennesker på ruten.
Mariagerfjord Kommune skriver selv i et Facebook-opslag, at ruten er delvist lukket på grund af ængstelige mødre, der beskytter deres unger, og det gør det svært at gøre ruten sikker at færdes på.
Ejeren af disse kvæg, Jørgen Bak Rasmussen, bekræfter over for TV2 Nord, at det skyldes sammenstød mellem kvæg, der beskytter deres kalve, og mennesker der går på ruten.
- Det ærgrer mig, og vi skal have fundet en løsning på det, siger kvægejeren, der lige nu befinder sig på Bornholm, men som er klar til at sætte sig ned med Mariagerfjord Kommune på tirsdag for at finde en løsning.
Jørgen blev fredag ringet op af en mand og en kvinde, som havde været udsat for et voldsomt sammenstød med et af Jørgens kvæg.
- Der har været problemer med løsgående hunde, der har bidt får og kalve ihjel, og det har gjort mødrene aggressive, lyder det fra Jørgen Bak Andersen.
- Jeg kan ikke huske, at jeg har hørt om så voldsomt et sammenstød før, og derfor er det pågældende kvæg og kalven også fjernet fra området, fortæller han.
Dyrene har været sat ud på det indhegnede område i en årrække, og ifølge Jørgen Bak Andersen kan det have betydning, at der er langt flere mennesker, der vandrer nu og derfor også flere, der benytter Panoramaruten.
- Jeg ved ikke, om det har noget at sige, og det er derfor, at vi ser de her hændelser.
Han håber på at finde en løsning med kommunen, der eventuelt skal gøre indhegningen mere sikker, være flere sluser på ruten, og han lufter også idéen om skilte, der fortæller, at man ikke skal komme for tæt på kalvene - især med hunde.
Kvæget er med til at holde græsset nede, og de har indtil nu været oplagte for Jørgen Bak Rasmussen at have på bakkerne i området, men nu overvejer han helt at gå en anden vej.
- Jeg er mere hestemand end kvægmand, så jeg overvejer faktisk at få sat islænderheste ind, slutter Jørgen Bak Rasmussen.
Mariagerfjord Kommune beklager ulejligheden i forhold til lukningen af dele af ruten og henviser til deres andre naturskønne vandreruter som Mariager Ruten, Østerskoven, Låenhus ruten, Katbjerg Odde, Ajstrup Bugt og Kastbjerg Ådal.
TV2 Nord har forsøgt at kontakte Mariagerfjord Kommune, men de er ikke vendt tilbage.