Mangler 23 børnehavepladser: Politiker vil genindføre tilskud

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Konservative i Mariagerfjord Kommune vil genindføre tilskud til pasning af egne børn.

- Om vi har været gode nok, nej, det har vi nok ikke, for så stod vi ikke her og talte sammen.

Ordene kommer fra byrådsmedlem for Konservativt Folkeparti i Mariagerfjord Kommune Laura Holm, da TV2 Nord spørger ind til de manglende dagtilbudspladser i Mariager.

Hun og andre konservative byrådspolitikere er bare nogle af de mange, der har ytret deres holdning om problematikken på det sociale medie Facebook.

Laura Holm, byrådspolitiker for de Konservative i Mariagerfjord Kommune, vil have genindført tilskud til pasning af egne børn i kommunen. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

- Jeg følger det tæt, også fordi jeg selv sidder i Børne- og Familieudvalget, men jeg har også forældre, der kontakter mig omkring den her problematik, siger hun.

Så galt er det gået i Mariager

Fra 1.februar mangler der 23 børnehavepladser i Mariager.

Byen har to børnehaver med plads til i alt 110 børn. Udfordringen vil automatisk blive løst til sommer, hvor børnehavernes ældste børn skal i skole. Men behovsprognosen frem til 2032 viser, at allerede ved årsskiftet vil der igen være en mangel på 27 børnehavepladser.

Og det vil fortsætte frem mod 2032.

Ifølge Leif Skaarup er der fundet plads til 14 af de 23 børn fra foråret, der ville mangle en plads. Det er sket ved at flytte en børnehavegruppe til en lokal spejderhytte.

Til foråret 2026 er planen ifølge udvalgsformanden, at en tilbygning vil stå færdig i institutionen Regnbuen, som vil kunne rumme over 20 børn.

Indtil tilbygningen står færdig har kommunen lavet midlertidige løsninger med opnormeringer og den lokale spejderhytte. Men han forklarer også, at der ikke er flere pladser at hente ved midlertidige løsninger indtil tilbygningen står færdig, og at de børn, der fortsat mangler en plads, derfor vil blive tilbudt pladser i omkringliggende byer.

Mariager har det seneste halve år haft massive udfordringer på hele dagtilbudsområdet.

I sommeren 2024 var det dagtilbudspladser til de mindste børn, 0-3 årige, som kommunen ikke kunne finde nok pladser til. Et stigende børnetal og pludselige opsigelser fra nærmest alle byens dagplejere, satte kommunen i en akut mangel på pladser til de mindste. Også her fik familier fra Mariager tilbudt pladser i andre byer, som for eksempel Assens og Hobro.

Dog pointerer Leif Skaarup, at de via opnormeringer i den lokale vuggestue og ansættelser af nye kommunale dagplejere - samt tre nye private dagplejere, har løst den udfordring på nuværende tidspunkt.

Men børnetalsprognosen, som TV2 Nord har læst, spår, at børnetallet i Mariager kun vil stige frem mod 2032.

Ifølge Leif Skaarup er det også på grund af hyppige tilflytninger til Mariager, samt at familier udenfor byen vælger børnehaverne i Mariager, at de nu står med en udfordring på børnehaveområdet i byen.

Vil have gammel ordning tilbage

Selv bakker Laura Holm op om den løsning, formanden for Børne- og Familieudvalget, Leif Skaarup (S), kunne berette om til TV2 Nord i går.

Det er planen, at der skal opføres en tilbygning til institutionen Regnbuen i Mariager, som skal kunne rumme over 20 børn.

Men tilbygningen kan tidligst stå klar til foråret 2026. Og ifølge de konservative byrådspolitikere, skal der en hurtigere og anden løsning på bordet nu.

De ønsker derfor at få tilskuddet til pasning af egne børn tilbage til kommunen.

- Det var en populær ordning, hvor 58 familier benyttede sig af den på 0-2 års området. Hvis så bare 10, 15, 20 familier kunne bruge det nu, i en mindre periode, indtil der blev en plads, så er det her da en mulighed, man allerede nu kan eksekvere på, siger Laura Holm.

Hvis der tidligere var flest op til to år, der benyttede sig af løsningen, vil det så afhjælpe børnehaveområdet?

- Det kan ikke overføres direkte nej, men jeg kan heller ikke sige, at ingen forældre med ældre børn vil bruge det. For det var populært. Jeg ser heller ikke ordningen, som en enten eller, jeg ser det som en parentes til den her udfordring, som skal kunne være tilgængelig for alle på 0-5 år, siger Laura Holm og mener, Mariagerfjord Kommune halter bagefter, da ordningen ifølge hende har stor succes i for eksempel Aalborg og Randers.

Mariagerfjord Kommune indførte tilskud til pasning af egne børn i en forsøgsperiode i 2022. Men der var ikke flertal for at fortsætte med tilskuddet.

Men i nabokommunen Vesthimmerland, er tilskuddet netop blevet indført som et forsøg i 2025-budgettet for at imødekomme børnefamiliers muligheder og vilkår.

Udvalgsformand: For dyr løsning

Dog ser Børne- og Familieudvalgsformanden, Leif Skaarup (S), ikke, at tilskud til pasning af egne børn vil være en løsning på udfordringen. Ifølge ham var ordningen for dyr i forhold til, hvor mange der brugte den.

- Vi har samtidig undersøgt, om ordningen i en periode ville kunne oprettes kun i Mariager for eksempel, men det må vi ikke, den skal udbydes til hele kommunen, siger Leif Skaarup.

Både Laura Holm og Leif Skaarup er dog enige om, at problematikken skal løses. Ifølge Laura Holm er udfordringen med de manglende pladser ikke ”den bedste bosætningsstrategi”.

- Vi holder jo pasningsgarantien og har ryggen fri som kommune, men vi vil gerne, at folk skal få passet deres børn, hvor de bor, og jeg føler ikke, at problemet var et problem, før vi reelt stod i udfordringen og folk begyndte at adressere problemet, siger hun.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I aften skal de altså ikke komme rendende. Mændene.

Nej, fordi fredag aften var en "kun adgang for kvinder" aften i Volstrup Golfcenter.

En aften forbeholdt kvinder, der kan lide at svinge køllen. Dem er der immervæk nogle stykker af. Faktisk hele 6.767 kvinder i Nordjylland.

16 af dem samledes fredag aften til en golfturnering.

- Jeg tror egentlig, at folk bliver tiltrukket af, at der kun er kvinder, siger Lene Ugilt Hansen.

Arrangementet er da også en succes i Volstrup Golfcenter, hvor arrangementet afholdes hver måned.

Men selvom at tæt på 7.000 nordjyske kvinder spiller golf, er antallet for mænd væsentlig højere. I Nordjylland er hele 18.254 mænd vilde med køllesporten.


Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

84 personer blev blitzet på knap fem timer.

Dan Smith Christensen har knoklet løs i det orange tøj langs landevejene i 20 år. Han er anlægsstruktør og har siden november sidste år arbejdet på at etablere en busholdeplads ved Fjellerad.

Undervejs har han oplevet, hvordan talrige bilister er kommet buldrende med al for høj fart på Hadsund Landevej.

- Det er skræmmende. Det jord eller sand, eller hvad der nu lige har været ude på vejen, det har vi jo fået i ansigtet, når folk er kørt forbi, siger Dan Smith Christensen.

Under arbejdet er fartgrænsen sat ned fra 80 til 50 kilometer i timen. Ifølge anlægsstruktøren ser mange bilister imidlertid stort på det, hvilket tal fra Nordjyllands Politi bakker op.

For politiet var mandag ude at afholde en fartkontrol på strækningen, der ikke er mere end et par hundrede meter lang. På knap fem timer blev 84 personer blitzet, fordi de havde trådt for hårdt på speederen. 10 af disse fik et klip i kørekortet, mens 13 endte med en betinget frakendelse af førerretten.

De mange lovovertrædelser forbavser Jess Falberg, der er leder af Trafiksektionen i Nordjyllands Politi.

-  Det er jo alt, alt for mange sager langs en vej, hvor folk skal gå og passe deres arbejde helt ud til vejen. Jeg tror, at den, der kørte hurtigst, kørte 90 kilometer i timen. Det er jo meget tæt på vanvidskørsel, siger han.

Se indslaget herover.

Kommer med opfordring

Dan Smith Christensen fortæller, at det sommetider kan være utrygt, og han oplever, at de fartglade bilister skaber farlige situationer.

Det er heller ikke første gang, at politiets kontrol viser, at bilisterne kører for stærkt. I december havde politiet også bødehæftet fremme. Her blev 70 personer taget i at køre for stærkt på selvsamme strækning, mens syv personer fik en betinget frakendelse af kørekortet.

Ifølge Jes Falberg er det langt fra alle steder, der er problemer med fartoverskridelser langs vejarbejde. Han opfordrer det arbejdende folk til at kontakte politiet, hvis de er utrygge. For så har politiet nemlig mulighed for at komme ud og lave en kontrol.

Arbejdet på Hadsund Landevej er ved at være løst for Dan Smith Christensen. Han håber dog fortsat, at de fartglade bilister ændrer adfærd.

- Sæt hastigheden ned, når der er vejarbejde. Følg skiltningen. Alt andet er for dumt, siger han.

I april 2014 blev loven om dobbelt bødetakst indført. Dermed blev det dobbelt så dyrt at køre for stærkt ved vejarbejde.


Ekspert reagerer på Røge-sagen: - Kommuner taler stadig ikke med børnene

Foto: (Privatfoto)

Nanna Røge og Michelle Røge.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Til trods for at lovgivningen er skærpet, så er der stadig problemer med kommunernes sagsbehandling i børnesager. Det fastslår en ekspert i kølvandet på dokumentaren "Ingen kære kommune", der netop er sendt på TV 2.

Det er en grundlæggende rettighed, og den er langt fra ny, men ifølge lektor i børneret Anne Mørk bliver den stadig ikke overholdt.

Retten til at blive hørt.

Hvis du sidder med alt for mange sager, så når du ikke at tage ud til den børnesamtale. Du når ikke at ringe tilbage, når barnet ringer.

Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening.

Børn skal høres, hvis en kommune modtager en underretning om, at de bliver vanrøgtet. Men kommuner undlader stadig ofte at tale med børnene, viser Ankestyrelsens praksisundersøgelser.

- Det er almindeligt kendt ud fra de undersøgelser, vi kan se fra praksis, at børn og unge ikke er blevet hørt i tilstrækkelig grad efter det, som følger af lovgivningen. Det har været meget tydeligt i lovgivningen, hvornår børn skal inddrages og høres, og det kan vi se, at de ikke er blevet, forklarer Anne Mørk, der er lektor i børneret ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

Lovændringer til trods mener lektor i børneret Anne Mørk stadig, at børn mangler at blive hørt.

En uhørt genganger

I dokumentaren "Ingen Kære Kommune", der netop er blevet sendt på TV2, fortæller Michelle Røge om sin barndom med stofmisbrugende og voldelige forældre i Hirtshals i 00’erne.

Hirtshals Kommune og siden Hjørring Kommune fik en lang række underretninger om, hvad der foregik i hjemmet. Men de fjernede ikke Michelle Røge og hendes søster, og kommunen talte aldrig med pigerne selv, selvom det også dengang var lovpligtigt.

Jeg kan godt være bekymret for, at det kan være svært at måle på, om de så rent faktisk bliver hørt i tilstrækkelig grad

Anne Mørk, lektor i børneret

I 2011 rystede Brønderslevsagen hele landet. To forældre med 10 sammenbragte børn blev dømt for mishandling, vanrøgt af børnene og i farens sag også voldtægt. Brønderslev Kommune blev kritiseret for at svigte børnene ved at være for langsomme til at gribe ind.

Sagen førte til, at Folketinget vedtog ”overgrebspakken” i 2013, der medførte en række ændringer i lovgivningen. Nu skal kommuner reagere på en underretning om børn indenfor 24 timer. Kommunerne har nu også pligt til at revurdere indsatsen, når der kommer nye underretninger.

- Man har i forhold til underretningsproblematikken rent faktisk gjort noget for at sikre, at man får handlet på de underretninger, der kommer ind, og at der bliver handlet hurtigt, siger Anne Mørk.

Kan de voksne høre mig?

Når børn som Michelle Røge stadig ikke bliver hørt i dag, så kan det skyldes, at sagsbehandlerne er for pressede, lyder det fra socialrådgivernes forkvinde. Der er nemlig ikke noget loft over, hvor mange sager en socialrådgiver må sidde med. Socialrådgiverforeningen anbefaler, at sagsbehandlerne maksimalt har 20-30 sager, men ifølge forkvinden er der sagsbehandlere, der har 45 sager på skrivebordet.

- Hvis du sidder med alt for mange sager, så når du ikke at tage ud til den børnesamtale. Du når ikke at ringe tilbage, når barnet ringer. Det er nogle ting, vi egentligt godt ved er virkeligt vigtige for barnet, siger Signe Færch, der er forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening.

Tidligere var der helt faste rammer for, hvornår børn skulle høres. Med indførslen af Barnets lov i januar 2024 blev det lavet om til, at børn skal høres løbende. Det skal ikke længere ske på faste tidspunkter, og det foruroliger Anne Mørk.

- Jeg kan godt være bekymret for, at det kan være svært at måle på, om de så rent faktisk bliver hørt i tilstrækkelig grad, siger Anne Mørk.


Gør op med ensomhed: Krea-café vil skabe fællesskab for unge

Kreaheltene, June Lyngholm Veiss og Thit Andersen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hver femte ung er ensom, og det har fået Kreaheltene til at tage initiativ. Et initiativ, der nu er overvældende interesse for.

Keramik, perler og maling. Kreativiteten kan for alvor slippes løs på den krea-café, der for nyligt er åbnet i Rebild.

Caféen er målrettet unge mellem 13-25 år, der hver onsdag kan komme og fordybe sig. Her er der rig mulighed for at blive del af et fællesskab med andre unge, der måske også er ensomme.

- Interessen har været overraskende stor blandt de unge, og det er virkelig dejligt at se, at mange af dem, der ellers ville bruge tiden alene hjemme på værelserne, nu kommer ud og vil være en del af vores fællesskab, siger June Lyngholm Veiss, der er Kreahelt.

En forrygende start

Krea-caféen slog dørene op i begyndelsen af januar og har de seneste to onsdage budt unge indenfor.

- Flere af de unge kommer alene, og det er helt tydeligt, at det kræver lidt ekstra overvindelse at komme herned, men fordi alle fordyber sig i noget kreativt, glemmer de hurtigt, at de er her alene og falder i snak med nogle af de andre omkring bordet. Det er jo lige præcis dét, der er intentionen med krea-caféen, fortæller June Lyngholm Veiss.

Og Kreaheltene oplever allerede en overvældende interesse.

- Vi ser især et stort behov for sociale aktiviteter for børn og unge, der ikke har fundet deres plads i almindelige fællesskaber såsom idrætsforeninger mv. Det glæder os derfor rigtig meget, at den nye krea-café er blevet taget så godt imod, siger Christina Dige Rejkjær, der er Centerleder ved Frivilligcenter Rebild.

Særligt fokus på ensomme unge

Ensomme unge er et stort problem i dagens Danmark, og er derfor på Frivilligcenter Rebilds agenda.

Med projektet "Fællesskaber(e) - sammen om nye veje" vil centeret over en treårig periode hjælpe børn og unge ud af ensomhed og mistrivsel samt hjælpe dem ind i frivillige fællesskaber.

Den nye krea-café er en del af projektet, og alle er velkomne hver onsdag fra 19-21.

Man behøver ikke have erfaring med at være kreativ for at kunne komme i caféen.


Ombord på 'knogleekspressen': Pensionerede Palle hjælper skiturister hjem

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Vinter er lig med skisæson. Og skisæson er lig med skader.

Kommer du til skade under en skitur i Alperne, foregår transporten hjem til Danmark ofte i Falcks ambulancefly, populært kaldet 'knogleekspressen', som flyver fra Aalborg.

Og det er læge Palle Neumann garvet i. Han har de seneste 17 år fløjet ambulanceflyvning, og selvom han egentlig er pensioneret fra tilværelsen som læge på landjorden, er han slet ikke færdig i luften.

- Jeg flyver et par gange om måneden, måske fem, og det bliver jeg ved med et års tid endnu - i hvert fald, siger Palle Neumann.

For selvom han har sagt farvel til timerne på sygehusgangene, er han ikke klar til at tage afsked med 'knogleekspressen'.

Der er mange gode flyvninger tilbage i mig, hvis jeg selv skal sige det

Palle Neumann

Højsæson nærmer sig

30 ambulanceflyvninger fra Aalborg til Alperne er planlagt i årets skisæson, og godt og vel 500 patienter må tage turen hjem i ambulanceflyet.

Langt størstedelen af patienterne ombord på ambulanceflyet er patienter med knæ- og andre benskader. 

- Jeg føler bare, at jeg er en snebold, der ruller, og skiene vil bare ikke klikke af, siger Linda Christensen fra Roskilde, der i stedet for at følges med familien hjem måtte ombord på 'knogleekspressen'.

- Det er et lidt taknemmeligt job, fordi der er mange, der siger 'endelig er vi på vej hjem', siger Palle Neumann.

Frem mod vinterferien bliver flyafgangene hyppigere, da de mange skiferier ofte resulterer i en skade eller to.

- Der er mange gode flyvninger tilbage i mig, hvis jeg selv skal sige det, siger Palle Neumann.