Plejehjemsansatte udsættes for kvælertag og spyt: Personalet får kurser i magtanvendelse
Antallet af voldsepisoder på plejehjem i Mariagerfjord Kommune er fordoblet de seneste fire år.
’Din dumme kælling, din dumme idiot.’
Det er, hvad plejehjemsansatte på demenscentret Skovgården i Hadsund ofte må lægge øre til fra beboerne.
- Det er jo aldrig sjovt for os, siger Dorthe Lynge, der er plejehjemsleder på Skovgården.
I en rundspørge, som TV 2 har sendt til alle landets kommuner, er det blevet klarlagt, hvor mange sager om vold og trusler mod ansatte, der har været de seneste år.
Mariagerfjord Kommune er blandt de kommuner i landet, hvor episoder med vold og trusler er steget mest.
Ifølge kommunens egne estimater, var der 150 anmeldte episoder i 2019. Men i 2023 lød det tal på 339.
- Det er ikke godt. Alt er jo for meget, siger Dorthe Lynge.
Én ting er, hvad der råbes. Noget helt andet er, når der bliver slået.
- Det sker også, ja. Og der er ingen, der skal slåes eller spyttes på, når de går på arbejde, siger hun.
Et nyt registreringssystem
Selvom hun helst havde været de grimme episoder foruden, mener hun alligevel, at den voldsomme stigning skyldes, at de ansatte er blevet bedre til at registrere episoderne.
Alt fra skældsord til decideret vold bliver nemlig noteret i systemet.
- Vi registrerer langt mere end andre steder. Og det betyder jo så også, at vi har langt flere tilfælde, end andre steder, siger plejehjemslederen.
Blandt de groveste tilfælde på plejehjemmet er kvælningsforsøg og knivstik.
Men derudover er de ansatte også blevet udsat for spark, skub, bid, krads, fastholdelse og kast med genstand fra beboerne. Ifølge lederen er det svært at bebrejde gerningspersonerne.
- De er jo demente og er derfor syge. De ved ikke altid, hvad det er, de laver, siger hun.
Magtanvendelseskursus
Overfaldene sker oftest i forbindelse med, at de demente ender på forkerte værelser, og derfor bliver udadreagerende.
Plejehjemmet har i den forbindelse sat nye låse op, som de demente ikke selv har adgang til.
Den løsning kan være en game changer, og noget som TV2 Nord tidligere har fortalt.
Samtidig kommer alt personale gennem et kursusforløb, der tager tre dage - uanset om man er uddannet eller ej.
På kurserne lærer de ansatte blandt andet om magtanvendelse, og hvordan man tackler forskellige personligheder.
Plejehjemslederen håber, det kan være med til at nedbringe de mange anmeldte episoder.
- Ingen skal være bange for at gå på arbejde.