Peter Rosenmeier er klar til kvartfinalen ved VM
Foto: Sergio Moraes / Scanpix
Med to sejre i lige så mange kampe sidder nordjyden nu over i ottendedelsfinalen.
Den nordjyske para-bordtennisspiller, Peter Rosenmeier, er klar til kvartfinalen ved VM i para-bordtennis, der i disse dage bliver afholdt i den slovenske by Celje.
Onsdag var Peter Rosenmeier i aktion to gange. I første runde var han oppe mod Danny Bobrov fra Isreal. Her blev det til en sejr i fire sæt 11-4, 6-11, 11,8 og 11-4.
Senere samme dag skulle Rosenmeier spille sin anden kamp. Her var modstanden spansk i form af Alberto Alcazar. Og selvom danskeren smed det første sæt 7-11, så formåede han at vende kampen og tage de næste tre sæt 11-5, 12-10 og 11-9.
Med to sejre i de indledende runder kan Peter Rosenmeier nu sidde over i ottendedelsfinalen, før han igen skal spille i kvartfinalen.
- Det er fantastisk at være i kvartfinalen, og det er super vigtigt med en hviledag i morgen, så jeg er helt klar på fredag, siger Rosenmeier til Danmark til PL’s Facebookside.
Peter Rosenmeier vandt turneringen i 2010.