Overophedet olie forårsagede brand
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En gryde med olie, der blev for varm, blev søndag ved aftenstid årsag til en køkkenbrand i en lejlighed i Hobro.
Søndag lidt efter klokken 18 udbrød der brand i et køkken i Hostrupparken, Hobro. En gryde med olie blev for varm og brød i brand, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Klavs Bojsen.
Ilden fik fat i nogle overskabe og bredte sig blandt andet til et vindue, hvor glasset sprang og karmen blev antændt.
Sluk aldrig olie med vand
- Den ene beboer forsøgte at slukke ilden med at pøse vand på på olien, og det er jo det eneste, man aldrig må gøre, siger Klavs Bojsen, for det får bare ilden til at eksplodere.
Men indsatslederen glæder sig over, kvinden var heldig.
- Det er nærmest ufattelig heldigt, at hun ikke kommer til skade, da det sker, siger han.
Ingen personer kom til skade ved branden, der blev begrænset til nogle skabe og vinduet i køkkenet, men lejligheden er så stærkt røgskadet, at de to beboere, mor og datter, skal formentlig genhuses, lyder det fra indsatslederen.