Nyt initiativ fra regeringen skal skabe mere liv i mindre byer
Regeringen har i dag præsenteret et nyt initiativ med fokus på at sikre, at handelslivet ikke uddør i de mindre byer i Danmark.
Erhvervsminister Simon Kollerup præsenterer mandag eftermiddag et nyt initiativ, der skal sikre handelslivet i mindre byer. Det er særligt nethandel, der presser butikkerne.
I Andelskassen i Hobro bliver et nyt initiativ fra regeringen præsenteret mandag eftermiddag. Initiativet er en del af en større vækstplan for handel og logistik, og målet er, at skabe et bedre handelsliv i små og mellemstore byer i Danmark.
- Jeg vil gerne have, at vi har levende gågader, og at vi har bymidter i vores mellemstore byer, som emmer af aktivitet, men det kan vi se, er udfordret af internethandlen, forklarer erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Det er ikke tilfældigt, at initiativet præsenteres i Hobro. Byen indførte i foråret en gågade-strategi, der skal sikre et bedre handelsliv i byen, så Hobro kan klare sig i konkurrencen mod større byer som Aalborg og Randers.
Artiklen fortsætter under videoen...
- Det er sværere at være en specialbutik i en by på størrelse med Hobro med 12.000 indbyggere, men med fælles hjælp tror jeg, at vi kan sikre, at butikkerne overlever, siger borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen fra Venstre.
Værktøjskasse til kommunerne
I første omgang vil regeringen have udarbejdet en værktøjskasse til kommunerne med løsninger og forslag til tiltag, der forhindrer butiksdød. Det er erhvervsministeriet, kommuner og organisationer med særlig viden inde for bymidteudvikling, der skal stå for samarbejdet om værktøjskassen.
Derudover vil tre til fem byer blive udvalgt som forsøgsbyer, hvor tiltagene vil blive prøvet af i samarbejde med kommunen og lokale handelsstandsforeninger. Ifølge erhvervsminister Simon Kollerup skal initiativet være med til at afhjælpe centralisering:
- Levende bymidter i små og mellemstore byer i Danmark er truede, og der sker en centralisering, som er skadelig. Vores byer i hele landet skal trives. Derfor igangsætter jeg nu et partnerskab for levende bymidter, som skal sætte fokus på at fastholde liv og aktiviteter i små og mellemstore byer og lokalsamfundene, siger erhvervsminister Simon Kollerup fra Socialdemokratiet.
Nethandel truer landsbybutikker
Ifølge erhvervsministeriet er det særligt den stigende nethandel, der truer butikkerne i små og mellemstore byer. Det kunne også ses på julesalget fra 2019. Her kunne syv ud af ti netbutikker se en stigning i salget i forhold til julen 2018. Det viser en rundspørge fra FDIH, Foreningen for Dansk Internet Handel.
Det kan mærkes i flere af de små og mellemstore byer i Nordjylland, men det er forskelligt, hvordan byerne håndterer konkurrencen fra netbutikkerne. I Aars har butikkerne siden maj 2019 valgt at matche netbutikkernes priser for at holde på kunderne.
- Hellere tjene lidt og have nogle kunder, end at kunderne kun handler på nettet, sagde formanden for Aars Handelsstandsforening, Mogens Kristensen, til TV2 Nord, da tiltaget blev indført.
I Hobro er det ikke prismatch, kommunen forsøger sig med. Her handler det i højere grad om at sikre, at der er de rette lokaler og faciliteter i bymidten til de butikker, der gerne vil åbne op i byen. Kommunen er gået sammen med RealDania om gågade-strategien.
Jeg er sikker på, at netbutikkerne nok skal klare sig.
Simon Kollerup, Erhvervsminister (S).
- Man skal tiltrække på en anden måde end tidligere. Det er en kamp imod at sætte sig hjemme foran computeren i den gode varme, siger borgmester Mogens Jespersen, som alligevel er fortrøstningsfuld på butikkernes vegne:
- Der er altså også noget hyggeligt i at gå ud og tage sin frakke på og så handle i de levende butikker.
Med det nye initiativ er det altså planen at give internetbutikkerne noget konkurrence. Da erhvervsministeren spørges, om ikke det nye initiativ er med til at hæmme internethandlen kommer svaret promte.
- Jeg er sikker på, at netbutikkerne nok skal klare sig, siger han.