Nu skal det afgøres: Var politiker på kant med sin habilitet
Foto: Arkitekterne BJØRK og MAIGÅRD ApS
Var den profilerede politiker habil eller inhabil i sagen om det omstridte byggeri?
I næste uge afgøres det om Jørgen Hammer Sørensens (DF) familie gør ham inhabil i en af de heftigst diskuterede sager i Mariagerfjord Kommune - sagen om byggeriet af Klochhuset i Hobro.
Tre af hans familiemedlemmer ejer nemlig ejendomme meget tæt på Klochhus-grunden.
Nu skal hans politiske kolleger vurdere, om det er et problem, fremgår det af dagsordenen til næste udvlagsmøde i den nordjyske kommune, som er 11. april.
Udfaldet kan få betydning, for bliver Jørgen Hammer vurderet som inhabil, "bør udvalget tage stilling til sagen på ny."
Borgermøde førte til tvivl
Mødet afholdes i øvrigt på Hobro Stadion, i den såkaldte DS Lounge - samme sted hvor der var højlydte protester mod blandt andet borgmester Mogens Jespersen (V) til et borgermøde om byggeriet.
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima i Mariagerfjord Kommune fremstiller sagen på dagsordenen således:
"Efter afholdelsen af borgermødet er der i pressen stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt udvalgsformanden er inhabil i sagen, da formanden har nær familie, som bor tæt på den pågældende ejendom, og som derfor muligvis kan blive væsentlig påvirket af det ansøgte byggeri".
"Udvalget skal derfor tage stilling til, hvorvidt udvalgsformanden er inhabil i sagen."
Nær familie er væsentlig faktor
- Vi har snakket om det flere gange. Men der var ikke nogen af os, der tænkte, at det burde komme til afstemning.
Sådan lød det tidligere fra Niels Peter Christoffersen (S), der er næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, da TV2 Nord talte med ham.
Sagen om Jørgen Hammer Sørensens mulige inhabilitet er også blevet forelagt Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet. Han forklarer, at ens nære familierelationer er en væsentlig faktor i forhold til inhabilitetssager.
Om udvalgsformanden er inhabil eller ej afklares på udvalgsmødet den 11. april, og indstillingen til politikerne er følgende, hvis Jørgen Hammer Sørensen vurderes at være inhabil:
"Hvis udvalgsformanden erklæres inhabil i sagen, kan der stilles spørgsmålstegn ved gyldigheden af udvalgets beslutning (...) om at igangsætte processen med udarbejdelse af forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, hvorfor udvalget i så fald bør tage stilling til sagen på ny."