Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mariagerfjord vil få oversvømmelser 140 gange om året

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

DMI er netop kommet med nye tal, der viser, hvor ofte det nuværende varslingsniveau for højvande vil blive overskredet i fremtiden.

Vand i kælderen og oversvømmede cykelstier er langt fra et ukendt fænomen i Mariagerfjord Kommune.

Men nu kan borgere i den sydøstlige del af Himmerland altså godt pakke endnu flere sandsække og stille de gode gummistøvler frem. For ifølge DMI’s Klimaatlas, der kommer med de bedste bud på fremtidens klima i Danmark, vil vi langt oftere se, at vandet nærmer sig et faretruende niveau. 

Og det gælder i høj grad også i Mariagerfjord Kommune.

Voldsomt vejr i vente

I dag varsles der typisk om højvande 0-2 gange om året. Ifølge prognoserne vil det i slutningen af dette århundrede stige til 140 gange om året i Mariagerfjord Kommune. 

Dykker man længere ned i de våde tal, så er Nordjylland ikke det eneste sted, der skal forberede sig på oversvømmelser.

- Nogle steder i landet vil det nuværende varslingsniveau overskrides mere end 100 gange om året i slutningen af århundredet, hvis den globale udledning af drivhusgasser fortsat er høj, siger Mark Payne, der er klimaforsker og faglig leder af Klimaatlas på DMI, og uddyber:

- Det svarer til, at der i dagens Danmark er områder, hvor beredskaber og boligejere vil blive varslet mere end hver fjerde dag året rundt.

Her ses, hvor mange gange om året de nuværende varslingsniveauer for højvande forventes at blive overskredet i slutningen af dette århundrede langs Danmarks kyststrækninger. Foto: DMI

Forudsigelser kan sikre bedre klimatilpasning

Klimaatlas er skabt gennem et værdifuldt samarbejde med kommuner og en lang række aktører, som er i berøring med klimatilpasning i Danmark. Det er derfor et nyttigt værktøj, når Danmark skal klimatilpasse til fremtidens vejr.

- Kommunerne planlægger klimatilpasningen af Danmark til en fremtid, hvor vi skal forvente mere ekstremt vejr på grund af klimaforandringerne. Klimaatlasset giver os mulighed for at planlægge klimatilpasningen ud fra et troværdigt, ensartet og fintmasket datagrundlag, siger chefkonsulent Lars Kaalund fra Kommunernes Landsforening (KL), og fortsætter: 

- På den måde bidrager Klimaatlasset til de mest effektive klimaløsninger, og vi undgår fejlinvesteringer, fordi planlægningen sker på data der rækker hundrede år ud i fremtiden. 

Hvad er Klimaatlas

  • Fremtidens vejr bliver mere ekstremt, for eksempel med flere skybrud og stormfloder, og hvis vi ikke tager højde for det, kan det få voldsomme konsekvenser for os alle.
  • For at afdække, hvor ekstremt vejret bliver i fremtiden, har DMI udviklet et Klimaatlas med den nyeste viden om, hvordan det danske klima ændrer sig frem mod midten og slutningen af dette århundrede.
  • DMI’s Klimaatlas indeholder data for forventede temperaturer, nedbør, vandstande og stormfloder i det fremtidige danske klima. Data omfatter bl.a. et kvalificeret bud på, hvor meget temperaturen og vandstanden vil stige, samt hvordan mængden af nedbør og størrelsen af stormfloder og skybrud ændres. 

De stigende vandstande er ikke det eneste, DMI's Klimaatlas forudser i fremtiden. Blandt andet mener den også, at den årlige gennemsnitstemperatur vil stige med cirka 3,4 ˚C over hele landet, mens antallet af hedebølgedage vil stige fra 2 til 9 dage per år. 

Du kan selv klikke rundt i DMI's Klimaatlas her


Optog- og markeder: Her bliver der julet hele december

Foto: ThistedBy

Det starter 1. december i Thisted, hvor spejderkorpset, FDF-orkestret og Sparekassen Thy marcherer igennem Thisted by.

Julelys, nissehuer, nissemænd- og selvfølgelig julemandens postkasse.

Det hele vender tilbage til Thisted, der også byder den verdensberømte gæst velkommen.

- Julemanden ankommer til havnen og fører an i optoget til Store Torv, hvor det store juletræ vil blive tændt, siger ThistedBy i en pressemeddelelse.

Foto: ThistedBy

Hele måneden kommer der da også til at være fyldt med arrangementer, der skal hjælpe alle i stemning op til afrundingen den 23. december.

- Det er Mads og Morten, der afslutter julens aktiviteter med masser af kendte juletoner i selskab med julemanden selv, lyder det.

Det velkendte Lucia-optog sker den 13. december med deltagelse fra Nodvestjysk Pigekor.

Foto: ThistedBy

Beskylder lokale folketingsmedlemmer for at svigte byen

Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST og Karsten Mortensen, TV MIDTVEST.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy.

Jane Kruse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at lokale politikere ikke har sørget for fortsat støtte til centret.

Forstanderen for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Jane Kruse, retter nu en hård kritik mod to lokale folketingsmedlemmer.

Centret i det sydlige Thy er truet af lukning, fordi det fra næste år mister sin støtte på finansloven, og i den forbindelse udtrykker Kruse skuffelse over, at Simon Kollerup (S) og Torsten Schack Pedersen (V), der begge er valgt i Thistedkredsen, ikke har sikret fortsat støtte.

 - Vi synes selv, at vi har haft en tæt kontakt til alle partier, men selvfølgelig specielt til Simon Kollerup og Torsten Schack Pedersen, der er valgt i vores område. Dem har vi haft meget kontakt med og bedt dem om at bringe os på finansloven. Det har de ikke gjort.

- Hvordan tænker du om det?

- Det synes jeg er et stort svigt af det arbejde, der skal ske i Thy, siger Jane Kruse.

Folkecentret, der arbejder for at udvikle grønne energiløsninger, har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner om året via finansloven. 

Men på den finanslov for næste år, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF og Radikale er støtten forsvundet, og folkecentrets 12 ansatte er nu blevet opsagt fra årsskiftet.

Svar fra Simon Kollerup

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup har sendt os dette svar til Jane Kruses kritik:

"I dag glæder jeg mig over de penge, der er lykkedes at få til vores område, så Næssundfærgen får medvind mellem Thy og Mors, så Hurup i Sydthy får udviklingshjælp som blomstrende by, og så vi får annulleret besparelserne i Nationalpark Thy. Men jeg lytter naturligvis også til frustrationen fra folkecenteret, som ikke er lykkedes med at komme på finansloven denne gang. Nu må den kommende tid vise, om der er grønne puljer på finansloven, der kan være dem til hjælp. Det er ikke undersøgt endnu".

Lang ønskeseddel

Og nu står Jane Kruse tilbage med et stort ubesvaret spørgsmål: hvorfor?

- Vi har ingen viden om, hvorfor vi ikke er kommet med på finansloven. Vi står ellers for det, der skal bære os fremad.

- Men du kan vel ikke vide, om de har forsøgt at få jer med i regeringens finanslovsforslag?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke fået nogle tilbagemeldinger fra de to lokalt valgte politikere, siger Jane Kruse.

Torsten Schack Pedersen siger til TV MIDTVEST, at han tidligere har været med til at sikre penge til folkecentret.

- Det er ikke lykkedes denne gang. Der har været mange gode forslag på bordet fra Thy og Mors, og det er lykkedes at skaffe penge til Næssund-færgen og til udvikling af Sydthy. Så vi har bestemt sørget for ting, der tilgodeser thy- og morsingboerne, men ønskesedlen er længere, end pengene rækker, siger han.

Torsten Schack Pedersen, der er minister for samfundssikkerhed og beredskab, tilføjer, at der ikke er andre partier, der har rejst spørgsmålet om folkecentret under forhandlingerne.

- Men har du taget kampen?

- Vi møder mange ønsker, som vi prøver at fremme. Noget lykkes og andet lykkes ikke, siger han.

Jane Kruse siger, at folkecentret nu vil undersøge mulighederne for at få støtte fra fonde eller andre aktører.


Se billederne: Elefanter æres i enkeltstående juleudstilling

Juleustillingen vil kun være at finde i år.

Tilbage i oktober i år var det slut med elefanter i Aalborg Zoo efter knap 70 år.

Det berørte både de ansatte i haven, men også havens gæster var berørte af det.

- Vi har kun fået positiv responds. Folk har haft medfølelse, været kede af det og haft stor forståelse for det. Der har været stor opbakning, og folk har sendt breve og blomster, forklarer vicedirektør for Aalborg Zoo, Pia Nielsen.

Aflivningen af havens eneste elefanter betød også, at elefantanlægget ville stå tomt, under dette års Jul i Zoo.

- Det, syntes vi alle, ville være ærgerligt. Vi ville gerne hylde vores elefanter, og derfor er der nu lavet en smuk juleskov, hvor julemanden kan holde til, forklarer vicedirektøren.

- Det har haft stor betydning for de ansatte, fordi elefanterne netop har haft så stor betydning for os i alle de år. Derfor fortjente de også en pæn afsked, så den er faldet i god jord, den her udstilling, tilføjer hun.

'Enkeltstående mulighed'

Juleudstillingen er dog kun midlertidig, og derfor går overvejelserne fortsat på, hvad elefanternes areal i stedet skal bruges til.     

- Vi er ikke kommet noget nærmere, men det er klart, at det er noget, som vi kigger ind i. Det ender med at blive noget af en større plan, hvordan vi får inddraget så stort et område i haven, siger Pia Nielsen, der tilføjer.

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

- Så det er en enkeltstående mulighed at møde julemanden derinde, det kommer ikke til at foregå derinde igen, det vil jeg godt garantere.

Derfor håber vicedirektøren også på at se så mange gæster så muligt i elefanthuset.

- Vi håber på at se mange gæster, der har lyst til at komme og se, hvad vi har lavet til ære for vores elefanter, afslutter hun.


Tog en halv million fra Kunsten: Nu er der ny retssag på vej

Det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling til den nye stævning.

Tilbage i 2021 tiltrak kunstneren Jens Haaning sig en hel del opmærksomhed sammen med Kunsten i Aalborg, efter han var blevet booket til at lave et kunstværk for museet.

Det var dog to tomme billedrammer, som museet blev spist af med og overskriften "Take the money and run" (Tag pengene og løb, red.). I stedet havde Jens Haaning nemlig taget de 532.000 kroner selv.

Det udløste senere en retssag, hvor Kunsten i Aalborg i september sidste år fik medhold i, at Haaning skulle betale næsten en halv million kroner tilbage til museet, efter at museet havde lånt ham pengene.

Striden mellem de to parter endte dog i maj i år, da et forlig blev indgået, efter Den Obelske Familiefond løste den 'gordisk knude', som Kunstens direktør, Lasse Andersson dengang kaldet det.

Ny retssag i vente

Nu vækkes hele sagen dog igen til live i en ny retssag, efter kunstneren Jens Haaning har stævnet billedbureauet Ritzau Scanpix med et krav om betaling af 687.000 kroner plus renter.

Det skriver Ritzau.

Stævningen skyldes, at en fotograf fra bureauet besøgte den omdiskuterede udstilling på Kunsten i Aalborg i efteråret 2021 og tog billeder af de tomme billedrammer, der indgik i værket ifølge Jens Haaning.

Billederne blev efterfølgende solgt til bureauets mediekunder, hvilket er en krænkelse af kunstnerens ophavsret, hævdes det i stævningen.

Ritzau afviser dog selv at have gengivet et beskyttet værk, og det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling.

Det er blandt andet billedet her, der er skyld i stævningen fra Jens Haaning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Markant vejrskifte på vej: Sådan rammes Nordjylland

Foto: Øyvind Bertel Fabricius Holm / Privatfoto

Snart vil alt sneen smelt, når både et regnvejr og stigende temperaturer skal op over Danmark.

Inden weekenden er omme kan temperaturen være steget 23 grader.

Danmark er lørdag morgen stået op til endnu en kølig morgenstund – lokalt under seks graders frost.

Det kolde og stedvis snerige vintervejr bliver der imidlertid sat en stopper for, når et frontsystem med et stort regnvejr skal passere landet fra lørdag aften.

Herefter pumpes der usædvanlig varm luft for årstiden op over landet.

Her får du et overblik over det kommende vejrskifte og til sidst weekendens detalje.

Køligt, men pænt lørdagsvejr

Enkelte slud- og snebyger kan forekomme, men ellers er der udsigt til en pæn lørdag med tørvejr og særligt først på dagen nogen eller en del sol.

Efter en frostkold morgen flere steder, stiger temperaturen i løbet af dagen til mellem to og fem grader.

Fra sidst på formiddagen begynder flere skyer at trække op over landet fra sydvest, hvilket varsler det kommende regnvejr.

rognose lørdag eftermiddag. Efterhånden mere skyet fra sydvest. Op mellem to og fem grader. Foto: TV2 Vejret

Udbredt regn og slud

Ved 18-tiden holder det endnu tørt de fleste steder, men længst mod sydvest er de første regndråber begyndt at falde.

Som aftenen skrider frem, breder der sig et område med regn og slud op over det meste af landet. Ved midnatstid er det kun Bornholm, hvor det endnu holder tørt.

I første omgang er der størst mulighed for lidt hvidt i luften i form af slud ned gennem det centrale Jylland. Her vil temperaturen også falde til lige over frysepunktet.

Prognose lørdag aften. Udbredt regn og slud. Foto: TV2 Vejret

I løbet af natten bevæger nedbørsområdet sig videre østover, så der også bliver chance for slud i de østlige dele af landet.

Nedbøren forventes at nå Bornholm omkring klokken 2.

Regn og slud når knap nok at slippe landet, før nye forsyninger med regn ankommer. Derfor vil de fleste danskere stå op til silende regn søndag morgen.

Prognose søndag morgen. Våd start på dagen. Foto: TV2 Vejret

Regnvejret forventes at stå på gennem hele morgenen og formiddagen.

Først fra søndag middag bliver der efterhånden mulighed for opholdsvejr – til en start over de vestlige dele af landet.

Sammenlagt kan der falde op mellem 10 og 25 millimeter regn, inden weekenden er omme. Mest i det sydlige Jylland og på Sydfyn.

Søndag eftermiddag vil det fortsat regne mod nord og øst. Foto: TV2 Vejret

I forbindelse med regnvejret stiger temperaturen betydeligt. Temperaturen vil generelt toppe mellem 10 og 13 graders varme.

Til sammenligning er den gennemsnitlige maksimumtemperatur i november på 7,6 grader. Dermed er det meget varme vinde, der blæser op over landet fra søndag.

Weekendens detalje

Natten til lørdag faldt temperaturen til 10,4 graders frost ved Billund. I samme by er der udsigt til op imod 13 graders varme søndag.

Dermed stiger temperaturen med omkring 23 grader på under to døgn.