Mariagerfjord går nye digitale veje for turisterne
Foto: TV2 Nord
Nye digitale touch-skærme og en app skal gøre livet nemmere for turisterne i Mariagerfjord.
Moderne turister er mobile, digitale og online – også i ferien. Det var ved de i Mariagerfjord, og derfor etablerede VisitMariagerfjord i sommeren 2017 en digital touch-skærm udenfor Turistbureauet i Øster Hurup.
Mariagerfjord Kommune har nu fået sat yderligere to digitale informationsskærme op. Den ene på havnen i Hobro - ved siden af Det Røde Pakhus, den anden på Hadsund Havn - lige ved broen over den nye kanal.
- Vores turister er i dag er meget mere mobile og digitale, og finder derfor også meget turistinformation online, siger turistchef i Mariagerfjord Kommune Kristina Lehmann Schjøtt.
- Derfor har vi her op til sæsonen opsat yderligere to skærme, der kan hjælpe turisterne hen til den næste oplevelse, fortsætter hun.
Ny app skal guide turisterne
VisitMariagerfjord har også fået ny turist-app, som gæsterne altid kan bruge til finde relevant information om for eksempel den nærmeste restaurant.
Udvalget for Kultur og fritid tildelte i efteråret 2017 midler til indkøb af flere touch-skærme i kommunen, og det er det projekt, der nu er i gang med at blive rullet ud. Fordelene ved den digitale gæsteservice er, at man hurtigt kan få spredt alle former for informationer via platformene.
App’en hedder ”VisitMariagerfjord”.