Løfte fra Hobro IKs cheftræner: - Jeg lægger hovedet på blokken for næste sejr
Martin Thomsen har ikke haft en nem opstart som ny cheftræner for Hobro IK.
Ingen sejr til Hobro IK de sidste syv kampe, men der er stadig håb i kampen mod Esbjerg på fredag.
Der har ikke været de store sejre for Hobro IK de sidste syv kampe. Både spillere og trænere er ærgerlige over de foreløbige resultater.
- Det er altid frustrerende ikke at vinde kampe, siger anfører Mikkel Pedersen
Den hårde sæsonstart kan være på grund af store ændringer i den nordjyske fodboldklub.
Ny træner
Holdet fik ny cheftræner i sommerpausen og nye spillere er også kommet til. Men de mange ændringer ser ikke ud til at have taget kampgejsten fra holdet.
- Vi har ikke fået nok point, men jeg er sikker på, at det kommer, siger den nye cheftræner Martin Thomsen
Optimismen er høj blandt spillerne og cheftræneren, når de skal møde 1. divisionsholdet Esbjerg fB fredag klokken 19.
- Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken, siger cheftræner Martin Thomsen, da han bliver spurgt, om der kan forventes en sejr mod Esbjerg.