Lenes far hyldede Mogens Glistrup med bygning - nu har hun sat den til salg
I Vebbestrup er en bygning med en helt særlig historie blevet sat til salg.
Den tidligere skolebygning i Vebbestrup er både berømt og berygtet i landsbyen nord for Hobro.
- Jeg har prøvet at gå herude i gruset en dag, hvor der var en mand i en bil, der sagtnede farten og rullede ruden ned, og så råbte han efter mig: ”Få det latterlige navn af det hus,” fortæller Lene Hammer Sørensen, der ejer bygningen.
På bygningens facade står der med hvide bogstaver 'Glistruphus', og navnet afslører Hammer Sørensen-familiens tætte bånd til den berømte politiker og partistifter Mogens Glistrup, som for 50 år siden bragede ind i Folketinget med Fremskridtspartiet.
- Jeg husker engang, hvor vi drillede far. Vi snakkede om det med, at nogen har mange guder, men han havde kun én, og det var Mogens Glistrup, siger Lene Hammer Sørensen.
- Det var så pinligt
Lene Hammer Sørensens far Erik Hammer Sørensen, som selv var medlem af Fremskridtspartiet og i en årrække sad i byrådet i den daværende Arden Kommune, købte i begyndelsen af 1980’erne skolen i Vebbestrup, som han selv havde gået på.
I 1983 var han klar til at indvie bygningen som forsamlingshus under nyt navn.
- Det var helt vildt. Der var alle mulige folk fra byen, der troppede op, og så kom Mogens Glistrup, som jo var en kæmpe mand. Han skulle afsløre, hvad navnet var, og far var spændt og havde glædet sig. Da han trækker i snoren, så sidder den fast, og jeg kan huske, at det var så pinligt, fordi det skulle være så perfekt, når han (Mogens Glistrup, red.) var her, husker Lene Hammer Sørensen.
- Far måtte finde en stige og pille klædet ned, så navnet blev afsløret. Jeg kan stadig huske det billede, der var i avisen dengang, hvor jeg står og griner, fordi jeg syntes, det var meget, meget pinligt, fortæller hun.
I flere årtier var Mogens Glistrup adskillige gange på besøg hos familien Hammer Sørensen, hvor han også deltog i familiefester. Og da Mogens Glistrup i år 2000 forsøgte at genrejse Fremskridtspartiet, begyndte hans danmarksturné da også i Vebbestrup.
Det lykkedes ikke Mogens Glistrup at få Fremskridtspartiet over spærregrænsen ved folketingsvalget i 2001, og Glistruphus i Vebbestrup tog sig også til.
Tager særligt minde med sig
Lene Hammer Sørensen overtog bygningen fra sin far for 18 år siden, men hendes planer for stedet blev ikke ført ud i livet.
- Dengang, jeg overtog det, havde jeg to ting, jeg gerne ville lave. Noget boform af en art og så ville jeg gerne lave loppemarkeder. Jeg var nok naiv og troede, at man kunne leve af det, men det kan man jo ikke, siger hun.
Nu er Lene Hammer Sørensen nået frem til, at det er tid til at lukke et langt kapitel i hendes families historie. Glistruphus er sat til salg for 600.000 kroner, og de første interesserede købere har allerede meldt sig på banen.
- Jeg ville bare være glad for at se, at nogen tog over på det og fik det shinet op, fordi det ville ikke gøre noget, siger den nuværende ejer af Glistruphus.
Der er dog én ting - eller rettere 11 små, men meget betydningsfulde bogstaver - en køber ikke får med i handlen.
- De bogstaver kommer jeg til at pille ned, fordi den historie starter ved os, men den kommer også til at slutte ved os, siger Lene Hammer Sørensen.
Lene Hammer Sørensens far Erik Hammer Sørensen døde 14. januar 2020.