Kvinde lettere tilskadekommet ved busuheld
Kvinde er sendt til tjek på sygehuset i Randers, efter hun blev fastklemt i den bus, der væltede vest for Hobro onsdag morgen.
En bus med passagerer er lidt efter klokken 8 væltet på Hvilsomvej ved Snæbum vest for Hobro. Bussen skred ud i det glatte føre, og da den landede på marken, væltede den om på siden, fortæller vagthavende ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.
- En ældre kvinde, der var fastklemt, er sendt til sygehuset i Randers til tjek, men hun skulle ikke være kommet alvorligt til skade, siger han.
Den anden passager slap uskadt og buschaufføren fik skrammer på den ene hånd ved uheldet.
Det var et glatføreuheld. Bilisterne skal virkelig passe på i dag, lyder det fra indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Palle Olesen.
Beredskabet var tilkaldt, fordi der i første omgang var melding om fastklemte i forbindelse med uheldet.
Ulykken skete ud for Hvilsomvej 18
Kl. 0811 modtog Nordjyllands Politi via 112 en melding om en bus, der var kørt galt i et solouheld på Hvilsomvej vest for Hobro. Politi og redning arbejder på stedet. Meldingen fra stedet er, at der var få passagerer med bussen og ingen alvorligt tilskadekomne. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) December 1, 2021