Kloakoversvømmelse kan koste slagterbutik livet
En prop i det kommunale kloaknet betød skader for flere hundrede tusinder kroner i en lille slagterbutik, men kommunens vandselskab vil formentlig ikke dække skaderne.
Jan Holt Pedersen er nystartet slagtermester i Als i Mariagerfjord Kommune. Forretningen spirer, men sidst i januar begyndte pengene at fosse ud af butikken. Det skete samtidig med at kloakvand fossede ind.
En prop i det kommunale kloaknet betød at butikken lynhurtigt blev fyldt med kloakvand, og de steder, det var værst stod der hele otte centimeter vand.
Vandet er nu væk, men det er problemerne ikke. Varer og kølere blev ødelagt, og slagtermesteren kæmper nu for at få Mariager Vand til at tage ansvar for skaderne, men det er langt fra sikkert, de vil.
- Jeg har følt mig som en kastebold mellem Mariagerfjord Vand og deres forsikringsselskab, siger Jan Holt Pedersen.
Proppen, der forårsagede den ulækre oversvømmelse var at finde i det offentlige kloaknet, men det er spørgsmålet om, hvordan den er opstået, der er sagens kerne. Mariager Vands forsikring vil nemlig kun dække, hvis proppen kunne være forudset af Mariager Vand.
- Hvis det er en prop, der kunne forudses, kan man sige, Mariagerfjord Vand ikke har gjort deres arbejde godt nok, og så vil vores forsikring sandsynligvis dække, siger Søren Erikstrup, der er direktør i Mariager Vand.
Spørgsmål: Så når der sker fejl i jeres kloakker, er det de berørte borgere og forretningers egne forsikringer, der skal dække? Er det ikke urimeligt?
- Det kan man jo godt sige, men i princippet kan vi ikke tage en garanti for det hele. Der kan jo være nogen, der har stoppet et eller andet i kloakken, så det stopper til, siger direktøren videre.
Oversvømmelsen kan koste Jan Holt Pedersen op mod 200.000 kroner - og butikken.
- Hvis vi skal til at betale Mariagerfjord Vands regning for en brøler, de har lavet, så tror jeg sgu, vi finder på noget andet, siger Jan Holt Pedersen.