Kasper fisker i Danmarks bedste å: Tikkende miljøkatastrofe lurer
Efter et påbud til at sikre dæmningerne ved Willestrup Gods, er der i forbindelse med reparationerne røget slam ud i den nærtliggende Villestrup Å.
Det tager cirka 50 minutter at køre fra Viborg til Villestrup Å, som ligger lidt uden for Arden, men det er en tur som lystfiskeren Kasper Wittrup med glæde tager.
For ham er åen nemlig den bedste i Danmark til at fiske i.
Derfor er han også meget bekymret over al den slam, som er sivet ud i åen, i en forbindelse med reparationsarbejde på dæmningerne ved Willestrup Gods.
-Vi er jo mange lystfiskere, lodsejere og folk der bruger naturen herude, der er dybt dybt bekymrede for, hvad der kommer til at ske med den her å, siger Kasper Wittrup, og tilføjer.
- Det er selvfølgelig fint, at de går i gang, det skal de have cadeau for, men de måtte godt have tænkt sig lidt mere om, inden man havde kastet sig ud i det.
Se hele indslaget om udslippet herunder.
Helt sort
Ifølge Mariagerfjord Kommune var vandet i åen helt sort som følge af slamudslippet, hvilket kan have fatale konskevenser for å-livet, da det blandt andet kan sætte sig i fiskenes gæller og sænke iltniveauet.
Ved seneste måling af åens vandkvalitet findes der stadig 25.000 kubikmeter slam.
- Det er en tikkende miljøkatastrofe, hvis det hele ryger ud. 25.000 kubikmeter i et vandløb af den her størrelse vil have meget, meget langtrækkende konsekvenser for dyrelivet, fortæller afdelingsleder for Vand og Natur i Mariagerfjord Kommune, Steffen Michael Thomsen, og tilføjer, at man holder nøje øje med udviklingen.
Kasper Wittrup håber på en snarlig løsning på dæmningen.
- Vi har den potentielt bedste havørred å i Danmark, til at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske med den nu, siger han.
- Har passet på stedet i 600 år
Godsejer for Willestrup Gods, Vincent Georg Iuul har ikke ønsket at stille op til interview, men har sendt et skriftligt svar til TV2 Nord.
- En ting er sikkert: Jeg har ingen interesse eller intention om at skade miljøet i Villestrup Å - tværtimod er min interesse at sikre og bevare kulturværdierne på og omkring godset, samt sikre naturen i området.
- Jeg fik et påbud af kommunen i i juni, der handlede om at sikre stemmeværket inden 1. august, og det påbud har jeg handlet på.
- Min familie har passet på stedet i 600 år, og det er grunden til, at der i dag er så fint og velbevaret et kulturmiljø.