Julie Greve udlever sin drøm sammen med manden Kristian.

Par har sat alt ind på at drive gårdbutik og café i Mariager.

- Er du frisk på at starte en gårdbutik?

Nogenlunde sådan lød et af de første spørgsmål, Julie Greve stillede Kristian Stadsgaard, da de begyndte at date.

Parret havde mødt hinanden kort forinden og var lynhurtigt blevet stormende forelskede, og efter bare tre dates flyttede Kristian ind hos Julie i Gassum.

På det tidspunkt læste Julie til lærer. Ved siden af lærerstudiet havde hun en lille vejbod, hvor hun solgte æg.

Foto: (Privatfoto)

Nogle gange bagte Julie boller og kage og stillede ud i vejboden. Så skrev hun i den lokale Facebook-gruppe, at man kunne komme og købe hendes hjemmebag.

Det blev hurtigt populært, og forespørgslerne blev hyppigere og hyppigere. Kunne Julie mon bage noget til en barnedåb? Til en fødselsdag?

Se ”Mad fra drømmelandet” her – artiklen fortsætter under programmet.

Til sidst var der så mange forespørgsler, at Julie droppede ud af lærerseminariet og startede i lære som bager.

- Jeg blev nødt til at prøve mit eget af, og hvis det ikke gik, så måtte jeg tilbage på skolebænken. Men jeg har kunnet leve af det lige siden, siger 25-årige Julie Greve stolt.

Meget på spil

Da 26-årige Kristian Stadsgaard blev opsagt fra sit job som montør, foreslog han Julie, at de gik sammen om hendes projekt.

- Jeg kan huske, at jeg først blev helt chokeret og tænkte ”kan vi det?”, siger Julie Greve.

Der var ikke andet at gøre end at prøve. Parret købte gården Højbogård i Mariager og begyndte at indrette en gårdbutik og en café under navnet ”Greves Gemakker”.

Foto: Michael Andersen

19. oktober inviterede de til åbningsfest, og siden da har der været rygende travlt.

- Det er gået over al forventning. Det er surrealistisk at stå her nu, når man har drømt om det i så mange år, siger Julie Greve.

Hele vores privatøkonomi hviler på det her nu

Julie Greve

Hun er ”lykkelig, glad og lettet” over den store opbakning. Og med god grund – for der er meget på spil for det unge par.

- Hele vores privatøkonomi hviler på det her nu. Ingen af os har et almindeligt job med en fast indtægt. Men jeg tror sgu godt, vi kan klare det, siger hun og kigger på Kristian, der nikker.

- Jeg håber på, at vi kan pensionere os på den her gård.


Karoline giver juletips - sådan laver du selv den bedste gave

Hvordan får man det bedste ud af en slidt t-shirt, så den kan havne i en pakke under juletræet? Det gav nordjysk influencer lørdag svar på.

Nyt, nyt og atter nyt.

Vi har knapt sagt farvel til tilbudsfesten Black Friday, før julen for alvor kommer susende og trækker et væld af gaver og pynt med sig.

Men skal man ud og købe nyt igen i år, eller kan man gå på jagt i gemmerne og finde pynten eller den gode julegave, der blot trænger til lidt knofedt og en kærlig hånd, bagerst i skabet?

Det mener influenceren Karoline Dahrling Hughes fra Hjørring. Derfor var hun lørdag mødt op på det gamle gymnasium i byen, hvor alle var inviteret til et stort og gratis julemarked med fokus på, hvordan man kan holde en grønnere og mere bæredygtig jul.

- Man kan jo altid kigge på det, man har derhjemme. Nogle gange har det en plet, og nogle gange har det et hul, og så synes jeg jo, at det er rigtig godt, hvis man kan gøre noget ved det, så man ikke bare smider det ud, indleder hun.

Derefter forklarer hun, hvordan man eksempelvis kan sy interessante lapper på tøjet, så det får et nyt liv med et nyt look.

- Er der en plet på tøjet, kan man også bruge tekstil-tusser til at male henover, lyder det videre fra influenceren.

Fra sofa til nøgleringe

Dagen på gymnasiet har også budt på en række workshops, hvor eleverne blandt andet har vist de deltagende, hvordan en slidt lædersofa kan laves om til nøgleringe.

Der var også workshop med biologielver, der gav tip og tricks til, hvordan man kan lave genbrugeligt madpapir af stof og bivoks fra gymnasiets bier.

Så blev der også tid til et rekordforsøg med at lave en lang guirlande i genbrugsmaterialer.

Se hele indslaget fra det grønne julemarked i Hjørring her:


Vil skabe glæde: Britta og Lars inviterer udsatte og enlige til en mindeværdig jul

Foto: (Privatfoto)

Et ægtepar fra Tårs satser på at holde en anderledes jul i år.

Alle fortjener en hyggelig juleaften med andesteg, dans om juletræet, julegaver og godt selskab.

Men ikke alle ser frem mod 24. december med samme glæde. Det vil et ægtepar fra Tårs dog lave om på.

Britta og Lars Langkilde vil nemlig holde en juleaften for enlige eller familier med få økonomiske midler i Tårs eller omegn - ganske gratis.

I et Facebook-opslag har de givet interesserede en deadline til 1. december på at tilmelde sig. Men dagen før er der ingen, som har henvendt sig, fortæller Britta Langkilde:

- Det kan godt være svært at samle mod til sig og række ud efter hjælp. Vi håber dog, at vi kan være med til at hjælpe nogen til at få en god jul, indleder hun.

- Vi har i flere år talt om at arrangere jul for andre, men i år skulle det altså være.

Efter en samtale med børnene, der alle nærmer sig voksen-alderen, blev det besluttet at gøre en ekstra indsats denne jul for at tænde et julehåb for udsatte.

- Vores børn skulle lige tygge på den, men efter et par dage vendte de retur og sagde ja. De forstår jo også behovet for at give andre en god juleaften, siger Britta Langkilde.

- Nu synes de faktisk, at det kunne være fedt, uddyber hun.

Britta og Lars Langkilde har fået tilbudt at holde julens højtid i den lokale hal, hvis det pludselig strømmer ind med tilmeldinger. Indtil videre leder de dog stadig efter nogen, der vil takke ja til deres gavmilde tilbud.

Ægteparret har allerede fået tilbud fra forskellige sider, så and, kartofler og vin er allerede på plads til 24. december.

Er det noget for dig, kan du ringe til Britta eller Lars på 61 99 90 47 eller 20 96 51 06, men gerne efter klokken 16. Parret understreger, at man hjertens gerne må melde sig til efter den oprindelige deadline 1. december.

Kommer der en tilmelding dagen før, tager hun det, som det kommer, fastslår Britta Langkilde.

Julemanden i Tårs har også rakt ud efter interesserede borgere i et hjertevarmt Facebook-opslag.


Nu er der kommet en specifik årsag til, at signalsystemet på flere strækninger i Jylland brød sammen.

Et omfattende nedbrud ramte torsdag flere togstrækninger i Jylland med aflysninger og togbusser til følge.

Det har skabt en del kaos, ikke mindst i det nordjyske, hvor passagerer de seneste dage har måttet væbne sig med tålmodighed.

Fredag aften blev fejlen delvist løst, men togene kører fortsat ikke helt, som de plejer, lyder det fra Banedanmark i en pressemeddelelse lørdag eftermiddag.

- Fejlen i signalsystemet i Jylland er fundet og rettet fredag aften. Systemet kører nu normalt, men efter aftale med jernbanevirksomhederne fastholdes den udmeldte let reducerede køreplan for weekenden for GoCollective, Nordjyske Jernbaner og Midtjyske Jernbaner, idet DSB kører fuld trafik fra i morgen søndag. Der vil være normal trafik i Jylland fra mandag morgen, siger Banedanmarks Trafikdirektør Peter Svendsen.

Herefter beklager direktøren de mange gener, aflysningerne har skabt.

Fejl i datakommunikation

Herefter uddyber Peter Svendsens kollega Kirsten Winther Jørgensen, direktør for digitale signaler, også, hvad der præcis gik galt.

- Der er tale om en data-kommunikationsfejl mellem to komponenter, som nu er rettet. Det eneste positive har været, at Banedanmarks procedurer for større nedbrud og cyberangreb samt kriseberedskab har fungeret godt. Således har vores leverandører fx. haft aktiveret et meget stort fejlfindings-beredskab med mange medarbejdere på arbejde på tværs af Europa.

Banedanmark oplyser afslutningsvist, at man altid kan holde sig orienteret om togtrafikken via Rejseplanen.


Smadret kæmpekran: Derfor er sikkerhedsfirma tilkaldt

Et sikkerhedsfirma sørger lørdag for, at nysgerrige ikke kommer for tæt på den 200 tons tunge kran, der torsdag aften væltede i det nationale vindmølletestcenter i Østerild.

Det oplyser Peter Hjuler Jensen, der er souschef i DTU Vind.

Han forventer ikke, at testcentret i løbet af weekenden vil opleve store strømme af besøgende, men understreger, at der er offentlig adgang til centret, og at der ikke er noget i vejen for, at man lægger vejen forbi, hvis man sørger for at holde sig uden for afspærringerne og følge anvisningerne.

Det er DTU Vind, der driver de nationale testcentre for vindmøller i Østerild og Høvsøre i Lemvig Kommune, og souschefen priser sig lykkelig for, at ingen kom til skade, da den kæmpe store kran pludselig væltede.

Hvorfor det gik galt, er stadig usikkert, og DTU Vind venter spændt på en tilbagemelding fra Arbejdstilsynet.

- Det er første gang, vi har været ude for sådan en hændelse, og nu må vi se, hvordan konklusionen lyder, og hvad vi kan lære af det for at undgå en gentagelse. Vi forventer at få et resultat inden for rimelig kort tid, og så vil det vise sig, om der er behov for yderligere undersøgelser, siger Peter Hjuler Jensen.


Her vinder tidligere minkpasser med brutalt slangehug

Fredag fik to boksere fra nordjyske klubber en drømmedebut på den store scene.

Det blev til to debut-sejre ved det professionelle boksestævne Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne fredag aften for de to nordjyske boksere Frederik Lundgaard Jensen fra Pandrup Bokseklub og Nikolay Piddubny, som kommer fra Ukraine, men bokser for Lindholm Bokseklub 

Nikolay Piddubny, der tidligere har enæret sig på en nordjysk minkfarm, skulle kun bruge én omgang for at stoppe sin modstander Marco Colin fra Bosnien, som allerede inden kampen virkede påvirket af at står overfor den 1.89 centimer høje og veltrimmede Piddubny.

Allerede i kampens indledning kom Marco Colin med et par vilde sving, men Nikolay Piddubny, som i år blev nordisk mester i super sværvægt, havde fuldstændig styr på sin modstander.

Se Nikolay Piddubnys sejr her:

TV2 Nord har fået højdepunkterne fra begge kampe med de to nordjyske boksere af Pluto TV.

Mod slutningen af kampen klippede Piddubny sin modstander med en uppercut, og den sad lige på, så Marco Colin måtte til tælling.

Han blev talt ud, og man kunne tydeligt se, at han ikke havde lyst til at støde ind i flere hårde træffere fra Nikolay Piddubny som dermed vandt sin første professionelle kamp.

Sejr til Lundgaard

Det var dog ikke den eneste nordjyske sejr.

Frederik Lundgaard Jensen, som har vundet alt, hvad der er værd at vinde som amatørbokser, 13 danske og 8 nordiske mesterskaber, havde op til kampen besvær med vægten.

Derfor blev kampen bokset i en anden vægtklasse.

Modstander var Alezandr Polinchvic fra Moldova. Han havde fem professionelle kampe, inden mødet med tømreren fra Pandrup Bokseklub.

Kampen kom til at gå over alle fire omgange, og det var første gang Frederik Lundgaard Jensen skulle bokse en ekstra omgang, end han plejer som amatørbokser.

Se Lundgaard i ringen her:

Overlegen sejr

Det blev nu intet problem for den lokale bokser, der til dagligt arbejder i sin fars tømrerfirma.

Sidste omgang udboksede han sin modstander og havde endda overskud til at give publikum lidt show ved nærmest efter behag at prikke sine stød ind mod sin modstander, som var på randen af knock out. 

Men kampen gik tiden ud, og det blev en sikker sejr til tømreren fra Pandrup med alle tre dommerstemmer 

Nu er det store spørgsmål, om der bliver flere professionelle kampe til Frederik Lundgaard Jensen.

Aftalen med promoter Bettina Palle var, at man skulle se hinanden an efter den første kamp og finde ud af, om der ligger en fremtid for Frederik Lundgaard Jensen i professionel boksning.