Jubel i Hobro - spiller også i Superligaen i næste sæson
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Hobros Wilfried Domoraud sikrer klubben et år mere i Superligaen med scoring til 1-0 i Alka Superliga gruppespil kampen mellem Hobro IK og Silkeborg IF.
Højst mærkværdigt mål sikrer Hobro endnu en sæson i fodboldens bedste liga efter sejr over Silkeborg.
Hobro kæmpede sig med næb og kløer til endnu en sæson i Alka Superligaen efter en 1-0 sejr på hjemmebane mod Silkeborg.
Allerede i det femte minut steg Hobro IKs Wilfried Domoraud til 1-0 og headede bolden i mål. Den havde egentligt kurs forbi mål, men smuttede i det våde græs og kneb sig alligevel bag Peter Friis Jensen og hoppede i netmaskerne.
Scoringen satte midtjyderne på hælene, og selvom de røde havde mange chancer i resten af kampen, blev de ikke for alvor farlige før kampens overtid, hvor de missede flere store chancer.
I det 56. minut får Hobros nye salgschef, anfører Mads Justesen, kæmpet sig fri og scoret til 2-0. Men dommeren har til alles store forvirring fløjtet forinden, og målet bliver underkendt.
Mod slutningen af kampen bliver chancerne skarpere, og Tobias Sakquist kunne have reddet Silkeborg ære langt inde i overtiden.
- Det er et års hårdt arbejde, og det er fantastisk, at vi har sikret os et år mere i Superligaen, sagde træner Thomas Thomasberg efter sejren i omklædningsrummet, inden champagnepropperne sprang, og anfører Mads Justesen blev druknet i champagne af holdkammeraterne.
SÅDAN!! Vi er sikret endnu en sæson i Alka Superligaen efter en heroisk og fantastisk 1-0- sejr over Silkeborg IF. Wilfried Domoraud bliver matchvinder med sit mål efter fem minutter. #HOBSIF #sldk pic.twitter.com/RWzX1ZvLFf
— Hobro IK (@hikfodbold) April 16, 2018