Isenkræmmer gik konkurs på grund af for få kunder: Nu vælter de ind
Kunderne strømmer til Kop og Kande i Hobro, efter de har måtte melde konkurs.
Selv på en torsdag morgen står kunderne i kø uden for kop og kande i Hobro for at få del i alle de varer, der lige nu er på tilbud.
- Jeg skulle lige se, om der var noget, jeg ikke kunne leve uden, siger Jette Bay fra Valsgård.
- Det var en god måde at få en større gave på, siger Tina Kaas Jepsen Kristiansen fra Nørager.
Lone Mikkelsen har ejet isenkræmmer-butikken Kop og Kande siden 2010, men i de seneste år har det været småt med kunder og omsætning.
- Det er helt sikkert min omsætning, der er skylden. Det kan jeg tydeligt se. Jeg tabte et par millioner over de sidste par år, og det kunne jeg ikke blive ved med at holde til, siger Lone Mikkelsen.
Efter alt er kommet på tilbud i butikken, har butiksejeren dog fået stor opbakning af kunderne. På blot en weekend med konkurssalg har butikken omsat for, hvad der svarer til hele november sidste år.
- Havde de nu kommet før, så havde jeg jo ikke lukket min butik, eller gået konkurs for den sags skyld, siger butiksejeren.
Isenkrammere er blevet hårdere ramt af internethandel
For blot et halvt år siden forsøgte man i Hobro blandt andet at forkorte gågaden og samle byens butikker noget mere for at lokke kunder til.
Men det har ikke været nok for Kop og Kande, der i 2021 flyttede butikken til lokaler lige uden for gågaden.
- Jeg tror ikke, at isenkram tidligere har været så hårdt ramt, som de har været de senere år. Vores kurve har ikke været så alarmerende, som den er nu. Nu sidder man derhjemme og scroller, og kommer ind og spørger om man kan prismatche.
Ifølge butiksejeren glemmer de internethandlende at tænke lokalt, når de sidder derhjemme.
- Jeg tror også, at folk har fået øjnene op nu, efter at en ankerbutik er gået konkurs. Jeg kan se på alle de tilkendegivelser, der er kommet, at havde de bare vidst det inden, så havde de støttet op noget før. Det er da tankevækkende, siger hun.
Den nuværende støtte redder ikke butikken. Ejeren opfordrer dog folk til at tage ved lære af konkursen.
- Jeg håber, at folk tager det lidt som et wakeup call og husker, at tingene bliver ikke nemmere. Hvis ikke man har detail, så har man lige pludseligt heller ikke de andre ting.
VIDEO: Se det fulde indslag herunder: