Ingen eksamen: Studenter fik huen i Hobro
Foto: Mette Kristensen
Eleverne på Handelsgymnasiet Mariagerfjord fik deres huer og karakterer og kunne fejre med familien, selv om de ikke skulle op til en afsluttende eksamen.
Normalt er der masser af nerver og spænding i luften, når man befinder sig på et gymnasium i slutningen af juni. Her skal 3.G'erne op til deres afsluttende eksamen, inden de kan få huen på hovedet og fejre med familie og venner.
Vi har ikke prøvet andet, så det føles rigtigt for os. Og at man har mulighed for at se klassekammeraterne blive student, betyder også noget. Det er fedt.
Sarah Møller Kristiansen, handelsstudent, Handelsgymnasiet Mariagerfjord.
På Handelsgymnasiet Mariagerfjord var stemningen anderledes afslappet mandag formiddag. I stedet for de eksamener, der er aflyst på grund af corona, var der arrangeret en alternativ hueceremoni. Her gik eleverne på skift ind til deres lærere, fik udleveret karakterblad med årskarakterer og de endnu ukendte karakterer for de skriftlige eksamener. Derefter kom de, vanen tro, ud til familien og fik huen på hovedet.
- Det er så godt endelig at blive færdig, specielt når vi har stået i så meget usikkerhed med om vi fik lov at få huen på, om vi ville få en dimission, og om vi kunne komme ud og køre, siger Leah Rose Hill, som lige har fået sin hue på hovedet og er i gang med at fejre med familien.
Selv om hun ikke skulle i ilden til en eksamen, kunne hun alligevel godt mærke spændingen på den store dag.
- I bilen på vej herhen var jeg faktisk lidt nervøs, og jeg var sådan lidt, hvorfor er jeg det? Jeg skal jo bare have min hue på. Jeg tror bare, det var hele spændingen, og på en måde er det jo som den sidste eksamen, og så alligevel ikke helt, siger Leah Rose Hill.
Udover hueceremonien bliver der også både dimission og studenterkørsel, og så glæder eleverne sig over, at det var muligt at få familien med på skolen og samtidig hilse på klassekammeraterne, selv om det blev begrænset til en halv times fejring pr. familie.
- Vi har ikke prøvet andet, så det føles rigtigt for os. Og at man har mulighed for at se klassekammeraterne blive student, betyder også noget. Det er fedt, siger Sarah Møller Kristiansen, som også blev fejret af forældre, bedsteforældre og søskende, da hun fik sin hue på.