Hobro IK udlejer forsvarsspiller til Premier League-klub
Foto: Hobro IK
Den unge forsvarsspiller, Alexander Molberg, har endnu ikke spillet en officiel kamp for Hobro. Nu udlejes han til den engelske klub Wolverhampton Wanderes FC.
I juni hentede Hobro IK Alexander Molberg til det nordjyske på en fri transfer fra OB. Nu skal den 19-årige forsvarsspiller igen vænne sig til nyt græs under fødderne. Hobro IK har nemlig indgået en lejeaftale med den engelske klub Wolverhampton Wanderes FC frem til nytår.
- Vi hentede Alexander til Hobro IK, da vi kunne se et stort potentiale i ham, og det potentiale er der nu andre, der har set. Alexander har fået muligheden for et ophold hos en stor engelsk klub, og den mulighed vil vi ikke stille os i vejen for, siger sportschef i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen.
International erfaring
Det er ikke første gang, at Alexander Molberg får lov at prøve kræfter med international fodbold. Da han var på kontrakt i OB, blev han ligeledes lejet ud. Her blev han sendt til den italienske klub Cagliari. Men den unge dansker formåede ikke at imponere italienerne til at underskrive en permanent aftale, og han måtte vende retur til Danmark.
Nu får Alexander Molberg så en ny mulighed for at spille sig til en kontrakt i udlandet. For i lejeaftalen med Wolverhampton er en købsoption, som giver englænderne mulighed for at købe Hobro-spilleren fri efter udlånsperioden.
Wolverhampton Wanderes FC er netop rykket op i den bedste engelske række, Premier League.